137 / 382
FØR OG NU
15. JULI 1915
men det ser saa rædsomt ud. I Gaar prø
vede jeg paa at skjule det ved at tage
Handsker paa, men i Dag er det svulmet
op. Jeg haaber, De vil lade være at se
paa det. Om et Par Dage tænker jeg, at
det skal være lægt igen.“
Jeg saa nøjere paa det saarede Haandled
og fik den Tanke, at Skaden vistnok ikke
kunde hidrøre fra det, hun havde saa travlt
med at fortælle. Stedet var m eget stærkt
ophovnet, og der var desuden i hendes An
sigt nogle Træk af Lidelse, der gjorde, at
hun paa en Gang var kommet til at se m eget
ældre ud end før.
Jeg havde aldrig rigtig kunnet komme
paa det rene med, hvor gammel hun var,
men i Dag vilde jeg uden Betænkning have
anslaaet hende til mindst halvtredsindstyve
Aar. Hun maatte have været syg eller
paa anden Maade haft en forstyrret Nat,
tænkte jeg.
Hvad mig angik, da havde jeg tilbragt
Natten fuldstændig uforstyrret. Havde de
røde Stænk paa mine Puder ikke været,
vilde jeg have været tilb øjelig til at tro,
at' den forrige Nats Oplevelser var noget,
jeg havde drømt.
Det var Søndag, og Lady Towers spurgte
Miss Traill, om hun .gik med i Kirke; men
hun undslog sig og sagde, at hun havde
Breve at skrive. „Desuden“, — tilføjede hun^
— „var hun ikke rigtig tilp as“.
Senere paa Dagen erfarede jeg af Lady
Towers, at hun var bleven temm elig alvor
lig syg, var gaaet i Seng, og at man havde
sendt Bud efter Doktoren.
Miss Hope havde sat sig op paa sin V en
indes Værelse. Det antog jeg i det m ind
ste, for jeg havde ikke set noget til hende
siden Frokosten. Lady Towers havde været
alene om at holde Onkel W ilfred med S el
skab.
„Det gør mig virkelig ondt for Miss
Traill, den Stakkel!“ sagde Lady Towers,
medens hun præsiderede ved Tebordet om
Eftermiddagen. „Hvor skrækkelig hun end
ser ud, har jeg alligevel en Del tilovers
for hende, det Skind, for hun er vor kære
( onsuelo saa trofast hengiven. Jeg bad Dr.
Hasbrouck om at se ind til hende. Selv
turde
jeg ligefrem ikke gaa ind paa hendes
^ærelse, for hendes græsselige lille Dyr
har altid den Vane at løbe ind under Skør
terne og bide een i Anklerne.
For Resten troede jeg ikke, det var andet
end almindelig Hovedpine, hun havde, men
det lader til, at det er den Skramme paa
Haanden, der har forvoldt Sygdommen. Dr.
Hasbrouck siger, at hun har revet sig tem
melig slemt paa et eller andet Stykke
lustent Metal, og hvis hendes Blod ikke er
at bedre Beskaffenhed, end hun ser ud til,
van Følgerne blive ret farlige. Det var mig
unægtelig paafaldende, for jeg hørte hende
01
tælle hernede i Morges, at det var hen-
e® »Mcmgoose“, der havde kradset hende.
Men da Doktoren sagde
det,
gik jeg na-
uiligvis op for at se til hende. Jeg fandt
ænde i en meget ophidset Tilstand, og
' ærre blev det, da hun hørte, at jeg havde
a
med Doktoren. Hun sagde, at jeg
aatte ikke fortælle til nogen, hvad han
J1' fe. sa&C °g jeg skal heller ikke sige
H andre end Herrerne og Consuelo —
lp, ,ieL 'iar jeg ingen Hemmeligheder for
j r •' ^ uset. Consuelo var hos hende, men
p
kom, bad hun hende om at gaa et
vild mutter; j.e® antog, det var, fordi hun
. 1 sP®rge mig om, hvad Doktoren mente
fan ei? . Sygdom, og var bange for, at
suelo skulde blive ængstelig. Men nej.
sk-niriga' Slg ^
klynke over, at hun nu
hvnr? %ære bunden til Sengen Gud véd
ji.i
men hun vilde haabe, at hun
iVilrM
faa Feber og komme til at tale
dan q8
^ havde hun altid haft saa-
merl
Tl sel f°r- Derpaa bad hun mig,
om af"1.-
VQ
t
’
SOm om
hastede stærkt,
hæntrfQ1
Ue ommen ud
af hendes Kjole; den
om h„nT r Jen
hge ved Sengen, som
straks
av(L tænkt at komme op igen
Rive Lommen ud!“
sagde jeg. Jeg troede,
ved Gud, at hun allerede var begyndt at
tale over sig. „Skal jeg ikke hellere tage
ud, hvad der er i den, og give Dem det?“
Hun saa paa mig, som om jeg havde gjort
hende et fornærmeligt Spørgsmaal, og saa
sagde hun nej; hun vilde have selve Lom
men — om jeg vilde være saa venlig at
give hende den, inden der kom nogen.
Der var ikke andet at gøre, end at føje
hende, tænkte jeg. Hun var jo syg. Og
saadan som hendes Ansigt i det Øjeblik
saa ud, tilstaar jeg, at jeg ikke en Gang
turde
gøre hende imod. Hun var ligefrem
skrækkelig at se paa.
Jeg saa mig om efter en Saks, men hun
skyndte paa mig, og jeg fik med et Par
Ryk Lommen revet løs og rakte hende den.
Hun snappede den begærligt og fik lige
puttet den ind under sin Hovedpude, inden
Consuelo kom med de Draaber, hun havde
lovet at hente.
Hvad der var i Lommen, som ingen
maatte se, var jeg naturligvis meget nys
gerrig efter at vide. Jeg trykkede lidt paa
den med Fingrene, inden hun fik den; der
var noget, der ligesom knasede i den, og
saa kunde jeg føle en lille haard, langagtig
Genstand. Det var rimeligvis slet ikke noget,
der havde nogen særlig Interesse. Staklen
var syg og havde Feberfantasier, det var
det H ele.“
„Uden Tvivl,“ bekræftede Onkel Wilfred,
der havde været saa galant at følge den
lange Beretning med Opmærksomhed. „Maa
jeg bede om en Kop The til — u d en Suk
ker denne Gang — hvis De vil være saa
ven lig.“
Det var blevet bestem t, at der inden
Middagen skulde foretages en Køretur i
Omegnen for Lady Towers’ Skyld, hun
havde nem lig kendt denne Egn i tidligere
Dage og havde Lyst til at se den igen.
Miss Hope skulde have været med, men da
hun ikke ønskede at forlade Miss Traill,
skulde jeg holde Lady Towers med Selskab
paa Turen i Stedet for. I den Sindsstem
ning,' hvori jeg befandt mig, var Tanken
om at skulle sidde et Par Timer i en Vogn
og høre paa Lady Towers’ Passiar ikke vi
dere opmuntrende. Jeg skulde lige til at
rette en Appel til Onkel W ilfred desangaa-
ende, da jeg opdagede, at hans smukke
melankolske Ansigt havde faaet et endnu
alvorligere Udtryk end sædvanlig.
Lady Towers var gaaet for at tage Hat
paa, saa vi var uforstyrrede; han svarede,
at han aldeles ikke ønskede, at jeg skulde
deltage i Køreturen, hvis jeg helst vilde
være fri. „ J eg kører med,“ tilføjede han,
„skønt jeg ikke heller er i det bedste Hu
mør i Dag. Hvis jeg var en af de gamle
Riddersmænd, kunde jeg have haft Lyst til at
bryde en Lanse med hele Verden. Det er
en ond, hadefuld, sladderagtig og løgnagtig
Verden man lever i!“
„Og dog er du ikke Pessim ist,“ sagde jeg.
„Dertil har du for stort et Syn paa Tingene
og for overlegen en Forstand. Men er der
noget særligt, der har gjort dig bekymret
i D ag?“
„Egentlig ikke noget, som burde være
Bekymring værd. Jeg blev i Morges be
æret med et anonymt Brev. Det kom med
Posten ved Frokosttid. Det var et af de
mest giftige i sin S la gs; men efter at den
første Ærgrelse havde sat sig, skulde jeg
ikke have taget i Betænkning at kaste det
i Kaminen og aldrig skænke det en Tanke
mere, havde jeg ikke haft en Mistanke om,
hvem det var kommet fra. Det er ogsaa
derfor, at jeg omtaler Sagen for dig. Jeg
kunde ønske at høre, om du har samme
Mening som jeg. Gudskalvide, at jeg vilde
give meget til, at du ik k e havde det,
m^Jeg forstaar dig vist allerede,“ sagde
jeg, da han paa en Gang tav. „Det er for
modentlig et Brev,' der gaar ud paa at
sætte Miss Hope i Miskredit, og du frygter
for, at det er skrevet af — Paula.“
„Ikke skrevet af hende. Men maaske nok
dikteret af hende. Det forekommer mig, at
Haandskriften, der øjensynlig er fordrejet,
har adskilligt tilfæ lles med Jeromes. Jeg
skal med det samme betro dig, Terry, at
jeg ikke har været saa ganske blind, som
du maaske har troet. Jeg saa lige fra før
ste Færd, at min Sekretær var ved at blive
Paulas lydige Slave, og det var den væsent
ligste Grund, hvorfor jeg gerne vilde af
med ham. For hans egen Skyld kunde jeg
ikke lade Tingene gaa, som de gik. Det
var, før Paula brød med os, og medens jeg
endnu ikke vidste andet, end at m it Hjem
fremdeles skulde være hendes.
Jerome gjorde alt, hvad hun vilde have.
Han var parat ved det mindste Vink; jeg
formoder, at det ikke er undgaaet din Op
mærksomhed. Som Sagerne den Gang stod,
vilde j e g ikke tale til dig derom, dertil var
Æmnet for delikat. Nu var hun borte, og
jeg havde hørt op med at tænke paa hende
og Jerome, indtil jeg i Morges fik dette
Brev. Haandskriften mindede mig om hans,
og jeg fik den Tro, at Paula maaske havde
sine Grunde til endnu i nogen Tid at holde
paa sin Magt over den sølle Jerome.“
Lady Towers Tilbagekomst afbrød ham;
hun kom glædestraalende med sin ny Hat
paa, og meldte at nu holdt Vognen for
Døren.
„Der har du Brevet, Terry,“ sagde Onkel
W ilfred med lav Stemme, „nu kan du jo
se, hvad du mener om det — om der er
Grund til at nære en saa uhyggelig Mis
tanke, som der hentydes til.“
Jeg tog Brevet, som han rakte mig, og
stak det i min Brystlomme, medens Lady
Towers missede med sine nærsynede Øjne
over til os.
Kun lidet drømte jeg om, hvilken safisom
Begivenhed, der skulde hindre mig i at læse
Brevet, saasnart jeg var bleven alene.
Jeg fulgte med ud til Vognen og saa den
køre. I Huset var der nu, foruden Tyendet
og mig selv, ikke andre hjemme end den
syge Miss Traill og den smukke unge Pige,
der saa opofrende blev paa hendes Værelse
for at pleje hende.
Der var kommet en nervøs Uro over mig,
saa at jeg knap vidste, hvor jeg vilde gøre
af mig selv. Jeg havde ingen Lyst til at
gaa ind i Dagligstuen igen, saa lidt som til
mit eget Værelse. Der var noget, der holdt
jnig tilbage fra at læse det Brev, Onkel
W ilfred havde givet mig. Jeg havde en
Følelse af, at efter det, der Dagen forud
var passeret mellem Consuelo og mig, var
det en Slags Troløshed fra min Side, hvis
jeg gjorde det.
Onkel W ilfred havde ikke haft nogen
saadan Tanke, maaske netop fordi han satte
hende saa højt og havde hende saa kær.
Der var ingen, der kunde faa ham til at
tro noget slet om hende — allermindst en
anonym Kujon, der vilde ramme hende i
Mørket. Og alligevel tøvede jeg.
Jeg besluttede mig tilsidst til at gaa ind
i Biblioteket, eller maaske over i et Ryge
værelse, som Onkel W ilfred havde givet
mig Lov til at kalde min egen specielle
„Hule“ ; omsider befandt jeg mig i det
sidste.
Det var et lavloftet, firkantet Rum, hvis
ene Side næsten ganske optoges af et stort
Vindue med mangefarvede Ruder, hvori der
stod Amoryernes Motto : „Vov alt eller dø“.
Den modsatte Side af Værelset optoges
af en mægtig Kamin med en prægtig, stil
fuld Arkitektur, og paa den ene Side af
Kaminen var der en Krog med et Par høj
ryggede Egetræs S to le , hvor man kunde
sidde uden at blive set af dem, der befandt
sig i selve Værelset, samt en stor Boghylde,
der naaede fra Gulv til Loft. Paa de an
dre Vægge “var der diverse Hylder og Pibe
brætter, hvor alt hvad Hjertet kunde be
gære af Piber og andre Rygeartikler havde
Plads.
Der var kun een Indgang til dette Væ
relse — med mindre man vilde gaa ind ad
det store Vindue, der kun var en Meter fra
Jorden — og det var gennem en lav Ege
træs Dør, som førte ind fra en stor Sal, der
gjorde Tjeneste som Billedgalleri.
Jeg
drejede Laasen om uden at ane, at der i