136 / 382
saa i Byens Profil, hvor de virkelig livede
op, hvad man kan se paa gamle Billeder.
De 3 Billeder, vi her gengiver af dette
Parti, er sjæ ldent gode Fotografier, som vi
med stort Besvær har fremskaffet; de vil
formentlig vække alm indelig Tilfredshed
blandt de af vore Læsere, som sæ tter sær
lig Pris paa gode Gengivelser af de gamle
Partier.
Øverst paa Siden gengiver vi et B illede af
„Vesterbros Passage“. Vort Billede viser
Passagen efter Portens Forsvinden, men in
den Voldene var borte. Endnu laa Gla-
cierne urørte til Slutningen af Treserne.
Men gam le Folk, som skulde vandre ad
disse Veje, vidste godt, at her ikke var
hyggeligt. Sagen var, at Forlystelseslivet
paa Vesterbro efterhaanden antog Former,
som ingen god og solid Borger kunde vove
sig ud paa, og desuden var der, hvor Fari-
magsvejen stødte sammen med Vesterbros
Passage, et Morads, som var saa dybt, at
det var forbundet med Livsfare at smutte
over; der var smaa Øer, man maatte lande
paa under Overfarten, og saa var der des
uden den Vanskelighed, at Vesterfarimags-
vejen var en Art Eldorado for Bøller, der
overfaldt fredelige Borgere uden anden An
ledning end netop Pengeafpresning og Vold.
Ser vi paa B illedet fra Vesterbros Pas
sage fra Halvfjerdserne, glemmer vi ikke den
store Bygning, der ligger der nu, og som
hedder Axelhus; dens nederste Ende sk yl
des Arkitekt A lb e r t G j e lle r u p ; det er
den Plet, hvor „Kongens Klub“ i sin Tid
havde sit Sommerlokale; den øverste (ud
til Raadhuspladsen) har Arkitekt V. K le in
Æren af; Pengekrisen hindrede Klein i at
føre hele Sagen igennem, men han havde
dog forinden naaet at føre et andet Bygge
foretagende igennem, nem lig Industrifor
eningens Hus.
Om denne Forenings H istorie ved vi, for
uden hvad enhver kan se i Haandbøger, at
den havde til Huse i P e s c h ie r s Ejendom
ved Holmens Kanal, der, hvor nu Land
mandsbanken har Lokale; og der, hvor der
ogsaa var Hjem for Studenterforeningen i
dens mest bevægede Dage.
Industriforeningens H istorie er iøvrigt
kort og godt, at den stifted es den 12. Juli
1838 med det Formaal at fremme dansk
Industri.
Sine allerførste smaa Lokaler
havde Foreningen i Baggaarden til det se
nere nedbrændte Kongens Nytorv 6, senere
i 1840 flyttede man til „Vildmanden“ paa
Østergade. I 1872 solgte Foreningen Pe
schiers Gaard til Landmandsbanken, men
blev ved med at have Lokaler der til 1880;
Bygningen, hvor den nu har til Huse, var
opført i Anledning af Industriudstillingen
1872; men først i 1879 fik Foreningen Raad
til selv at overtage den.
Der er jo forøvrigt en anden meget kendt
Forening, som deler Husly med Industrien
her, nem lig Officersforeningen, som en
skønne Dag nok faar sine egne Lokaler;
men det var dog i denne Bygnings nærmest
Tivoli liggende Fløj, at Kong Christian,
hans Fader og Bedstefader var Foreningens
Gæster, naar der var noget paa Færde.
D e n g a a d e f u l d e S k ø n h e d .
Fortælling fra forrige Aarhundredes
Slutning.
(Fortsættelse.)
„Hvad var det, De vilde have sagt mig i
Aftes?“ spurgte jeg. „Det forekom mig, at
De havde mere at fortæ lle m ig.“
„Nej, jeg havde intet at
fortælle
Dem.
Hvad der er at gøre, maa De selv finde ud
af. Jeg har prøvet paa at hjælpe Dem lidt;
maaske kan jeg hjælpe Dem lidt endnu;
men det maa blive, naar Tid og Lejlighed
tilbyder sig. Min Mund er forseglet der,
hvor De vil have mig til at tale. Hvad
jeg vilde spørge Dem om i Dag, var kun,
om De havde gjort noget Skridt for at følge
min Anvisning.“
„Nej, jeg —“
„Det tænkte jeg, at De maaske havde.
Jeg troede, at et vist
K ort
kunde være
kommen i Deres Besiddelse. Nu, da jeg har
givet Dem en Antydning af, hvem det til
hører, tænker jeg ikke, De vil anse det for
rigtigt at beholde det.“
„Det
var altsaa Meningen med de spør
gende Blikke, hvormed De har gjort mig
forvirret i A ften!“ udbrød jeg. „De troede,
jeg havde fundet noget, der tilhørte
Dem
og beholdt det.“
„Det har De altsaa ikk e?“
„Nej — det sværger jeg Dem til.“
„Det behøver De ikke.
Deres
Ord er mig
mere end nok. Nuvel, hvad der er sket, er
maaske farligere for mig og alvorligere for
Dem — og Sir W ilfred, end jeg fra først
af tænkte mig. Jeg har m istet en Ting,
som jeg vilde give Alverdens Skatte for at
faa igen. Og der afhænger mere, end jeg
tør fortæ lle Dem i dette Øjeblik, at den
Person, der finder det Kort.“
Jeg havde under min Sam tale med M1SS
Traill lagt Mærke til, at hun havde
.
fine Handsker paa, som om hun skulde >
stort Selskab i Stedet for til en dagligjfiif-
dag i et Hus, hvor hun var hjemme, "g
ved Frokosten næste Dags Formiddag saa
jeg, at hendes højre Haandled var omvun
det med en linned Klud. Hun havde ru'
mig min Kaffe og kom af Befippelse tu a
spilde noget deraf i Underkoppen, da jeg i de
samme gav mig til at se paa Forbindingen
„Jeg véd ikke, hvad De synes?“ sag
e
hun med unødvendig Iver for at give W’»
en Forklaring. „Det uartige lille Dyr
kradset mig saa rædsomt med sine skaiP
Kløer. Den mente naturligvis ikke nog
ondt med det — det var kun for LøJe •
15. JUL I 1915
FØR OG NU
Vesterbros Passage midt i 1870erne, med Bygningen, som opførtes 1872 til Industriudstillingen.