122 / 212
G. A. PETERSENS DAGBØGER
119
og hjem. Aftensmaden bekom os ret vel efter denne Tour i den frie
Natur.
Nu takker jeg Gud for, at han har ladet mig leve i 17 lange Aar,
og jeg har været sund og rask i den Tid, ikke lidt a f nogen langvarig
Sygdom. - Paa Trykkeriet gaaer det ogsaa ret vel nu. Je g er godt
lidet a f alle Svendene og Faktorerne, Naar det blot vil vedblive saa-
ledes, som det nu er, saa er Je g glad............
Tirsd. d. 1 2 te, var det min Fødselsdag. Je g var paa Trykkeriet
hele Dagen. Je g fik saamange gode og smukke Presenter: A f Mo
der: en Redekam med Speil, en Bog med Anekdoter, en Appelsin
og en Æske med Pebermønter. A f Christian: en amerikansk Dollars,
gjældende for en Specie Dansk; A f Ju lius: et Halstørklæde; A f
Vilhelm: den tredie Udgave a f Holsts: »Den lille Hornblæser«. Om
Aftenen var Christian og Ju lius paa Maskarade i Viingaardstræde.
Je g og Vilhelm og Moder blev da bedt ind til Møllers, hvor min
Geburtsdag blev holdt. Der var ingen andre end de gamle Møllers.
- K l. 11
\
kom vi hjem. - .........
Løverd. d. i6de p. T . - laften indtraf en baade comisk og sørge
lig Begivenhed: Gamle Bruun havde sig iaften en ordentlig Blyhat,
dette er nu ikke saa underligt, for det har han saa ofte; men det var
han ikke fornøiet med, han vilde have mere at drikke, og lod J o
hannes gaae efter en Halv Pægl; da han fik den, blev han endnu
mere ørekjørt i Hovedet end han var før; han kunde knap gaae,
men sat hele Tiden paa sin Stol. Endelig da K l. var 9, og jeg stod
paa Loftet tilligemed 2 Andre, kom han krybende op ad Loftstrap
pen, hvilket han godt var 5 Minuter om, da han er meget langsom i
Bevægelse og Tale. Her stod han og rodede med sit Tøi og kunde
ikke faae Frakken paa, indtil endelig Levin hjalp ham den paa. Han
takkede ham derfor, og stod og vrøvlede noget voldsomt Sludder:
»at den gode Mand hjælper sin Næste, men den stygge Mand hjæl
per Ingen«. Da han endelig havde faaet sagt dette var han kommen
hen til Trappen, og skulde til at gaae ned, men han syntes ikke han
havde faaet sagt nok, men vendte sig om til Levin da han stod paa
det øverste Trin, og sagde: »Var det ikke sandt, hvad jeg sae, sae«,
her gjorde han en Bevægelse for at vende sig om igjen, men han
tabte med det samme Ligevægten og styrtede hovedkulds ned, lige
fra det øverste Trin og heelt ned. V i rendte strax ned og fik ham