177 / 225
H A A N D V Æ R K
163
Lav og fik k u n k o rt B estand . D erimod havde de fremm ede Svende et ganske ande t
V aaben i Hæ nde, nem lig at holde sig ho rte fra Landet, saa længe L av sa rtik le rne
at 1681 stod ved Magt, og det v a r i Virkeligheden dette S tandpunk t, som fik Rege
ringen til at bøje sig.
Det v a r i øvrigt vanskeligt nok at væ re H aandvæ rksm ester i de Dage. Rettede
en M ester sig efter Svendenes F o rd rin g e r og gik m ed til de zünftige C eremonier,
som jo h avd e A ldershævd h e r i L andet, fik han Øvrigheden p a a Nakken. Og fulgte
h a n R egeringens B ud og m od satte sig Zünften, fik h an Krig m ed Svendene, og det
TOLDBODPORTEN OG INDRERHEDEN I 1895
v a r vist i Regelen det værste. Det blev til daglig Ufred og Spektakel, A rbejdsned
læggelse og T um u lt, — n a a r Svendene var uforstandige nok til at risikere at lægge
sig ud m ed P o litiet — eller det blev til det for Mestrene allei ubehageligste, at
Svendene fo rlo d Væ rkstedet og erklæ rede deres Mester for »uærlig« ellei »kursløs«.
H vo r vigtigt det v a r for M estrene at undgaa en saadan Banlysning af Svendene,
ser m a n a f et eneste lille T ræ k som det, at tre gam le H aandvæ rksm estre fra Aalborg
fan d t det ra ad elig st at d rage til København og lade sig »behøvle«, det vil altsaa
sige op tage i Lavet m ed alle de zünftige Ceremonier, dei i Svendenes Øjne gjalc t
som d en eneste re tte Adgang til Lavet, og som de opstillede som Betingelse ioi i
det hele taget at ville have noget m ed Mestrene at gøie.
Vi h a r en Udtalelse a f ingen ringere end Ludvig Holberg om disse F o rho ld ,
som e r m e re op ly sende end noget andet. H an skrivei i Anledning af nogle ven e