178 / 225
164
K Ø B E N H A V N U ND E R E N E V Æ L D E N
tum u lte r i T id en m ellem 1730—1740, at de fik sam m e Udfald, som de p lejer, »nem
lig at M estrene m a a give dem (Svendene) C arte b la n ch e og lade dem fo resk riv e sig,
hv ilke K o n d itio n e r dem lyster. Det er en Lykke, a t H a a n d væ rk sk a rle ej s tem m e r
deres P ræ te n tio n e r en d hø jere, ti de e r de eneste L em m e r u d i et Societet, d e r ikke
k an tvinges. A nd re U n d e rs a a tte r er b u n d n e til eet Sted, som de ikke u d e n m ed
V anskelighed k a n fo rlad e; m en H a a n d væ rk sk a rle have ingen b estand ig (stadig) Bo
pæ l, in te t vist (bestemt) H jem eller Fæ d re lan d . De bo som T a r ta re r ud i Telte, og
u d en U lejlighed eller m ind ste T ab k a n de flytte fra et Sted til et and e t. H v o ru d
over, n a a r de tru e m ed D esertion , m a a m a n tro , det e r deres A lvor, og m a a deres
Mestre da give sig p a a D isk re tion (overgive sig p a a N aad e og Unaade), m ed m in d re
de ville se deres A rbejde og Næ ring at ligge. Ti h v o r en H a a n d væ rk sk a rl begiver sig
hen , d e r e r h an s Fæ d re lan d , og n a a r h a n om A ftenen k om m e r til et frem m e d L an d
og Rige, h av e r h a n om M orgenen strak s T jene ste igen. De er saaledes fast de eneste
M ennesker, som u d en B eko stn ing k a n gø re u d e n la n d sk e R ejser og m ed tom m e
H æ n d e r k a n flakke hele V erden igennem , n a a r de alene h a r saa m ang e Skillinger,
som de k an betale i et P a r K ro e r p a a Vejen. E fterd i dette e r n u a f en s a a d an Be
skaffenhed, saa e r d e r in te t M iddel til at ho ld e disse F o lk udi Ave og bevæge dem til
at blive p a a et Sted u d e n ved en alm ind elig K onv en tion im ellem alle S tæ ders og
L and e s Ø v righeder, saa at et vist fælles R eg lem en t m a a tte gøres, hvo rv ed H a an d -
væ rk sk a rle s V ilk aar i alle L a n d e g jo rd e s lige. N a a r det skete, vilde de tage i Be
tæ n k n in g ud en vigtig A arsag at flytte fra et Sted til et andet. T i n a a r s a a d a n K arl
vidste, at h a n ikke k u n d e e rh o ld e m e re L øn og flere F rid ag e ud i T y sk lan d en d udi
D a nm a rk , og ikke m e re udi F ra n k rig en d ud i T y sk lan d , lod h an sig n o k h o ld e
p aa Stedet.«
Saaledes som F o rh o ld e n e laa, k u n d e M estrene a ltsaa ogsaa — fo r i det hele
at blive sat i S tand til at h o ld e Svende — k om m e til at træ d e i S k ra n k e n fo r de
gam le L av sc erem on ie r. Det v a r da det, S n ed k e rm e ste r J o h a n S ten b u k g jo rd e , da
h a n i 1681 d risted e sig til at sæ tte sig op, ikke alene m o d H ov ed stad en s vise B org
m estre og R aad , m en m od selve den enevæ ldige Konge.
Det v a r Em p te rn e s, d. v. s. H a an d væ rk e rla v en e s Ophævelse i 1681, d e r vak te
h an s T ro d s og fø rst b rag te h am i Konflikt m ed M ag istraten, hv ilk et b a a d e blev til
Fængsel og til Bøder. Men Jo h a n S tenbuk v a r ikke bange. H an satte sig in te t m in
d re for, end at faa L avene g enop rettet p aa den gam le M aade og op satte et A n d ra
gende til Majestæ ten, som h a n selv overbragte. H an an søg e r deri om , at »Mestrene
m a a sam les i h an s Hus« — h a n ven tede nem lig a t blive O ld e rm an d , h v ad h a n
ogsaa sene re blev — »naa r nogle M aterialier, som vi behøve, e r til Købs, at
h a n d le d e rom m ed K ø bm an d e n og gøre Overslag, h v o r m eget e n h v e r k u n d e have
fo rnød en , f o r u d e n M a g i s t r a t e n s H o s v æ r e l s e , eftersom vi lang somm elig T id
hos dem m a a anho lde, fø rend vi b e k om m e r noget Svar eller T illadelse, og in d en
vi siden fa a r T illadelsen ind lø st og b esk rev en og det M ag istraten at k om m e til os
kan falde belejligt, fo ru d en an d e n Kendelse, saa e r M ateria lie rne o p k ø b t a f an d re ,
og vi m a a købe dem igen dobb elt saa dyrt.«
T o n en i h an s B rev e r u n d e rd a n ig nok. »Tu rde jeg a rm e Støv og Aske u fo rg ri
belig bede mig, allern aad ig ste Konge og H erre, a lle rn aad ig st at ville tillad e os igen
o. s. v. at ind fø re Behøvlingen.« Men H and lin g e rn e , d e r ledsagede h an s A nd ragende,
v a r ikke saa forsigtige. Mester S tenbuk frem stillede sig fo r M ajestæ ten og overleve