MitVidenskabeligeLivsDrama

ning til sin Jødedom, og det truede nu med Skandale, som

forskrækkede de fremmede Censorer fra at stemme paa de to

Kandidater, nemlig Warming og Wieth*Knudsen, hvorom der

aabenbart stod en personlig Strid, hvis dybere liggende Aar*

sager de ikke kunde gennemskue. Hermed var der banet Vej

for Axel Nielsens Kandidatur, og for ikke at faa Vrøvl med

Ministeriet, enedes man tilslut om en eenstemmig Indstilling.

Herved hjalp det mig kun lidet, at den samme Komité lige*

ledes eenstemmigt erklærede de tre andre Ansøgere (Warming,.

Mackeprang og mig) for kvalificerede. Det vil da ogsaa i det

følgende vise sig, hvor skæbnesvangert det skulde blive for

mig, at Professor Birck og Kontorchef Meyer ikke fastholdt

den Mindretalsindstilling, uden hvilken baade Ministeriet og

Offentligheden maatte faa et falsk Indtryk af min Indsats ved

den Lejlighed. Jeg gik imidlertid dengang ud fra, at Birck

havde frafaldet sit Løfte til mig under Indflydelse af en eller

anden

vis major,

og nærede ingen Mistanke til hans Loyalitet,

skønt en ham og Dommerkomitéen nærstaaende dansk Embeds*

mand til mig udtalte, at Konkurrencen havde faaet et andet

Udfald, hvis Birck havde fastholdt Mindretalsindstillingen.

Ifølge denne Fremstilling skulde Bircks Hovedinteresse have

været at holde Warming ude, og saa snart Warmings Kan*

didatur maatte anses for bortfaldet, var han villig til at slippe

mig for at gaa over til en for ham saa ufarlig Konkurrent som

Axel Nielsen. Denne havde dog en trofast Tilhænger i Juristen

Poul Jørgensen, om hvem Professor Birck vittig bemærkede, at

han foretrak Axel Nielsens stilfærdigt brændende Tællepraas

fremfor min bengalske Belysning.

Snart efter min Tilbagekomst til Rom begyndte, som jeg

havde forudset, min nærmeste Foresatte, Lorenzoni, at genere

mig paa alle optænkelige Maader. Meningen var aabenbart at

»ækle« mig ud, som Tysken siger, af min Stilling J). Den samme

Fremgangsmaade havde hans Ven Ricci i det andet Departe*

ment med Held anvendt overfor sin Kontorchef, nemlig Ty*

J) Naar man ikke har noget Paaskud til at fjæme en Mand, ækler

man ham ud, saa at han gaar af sig selv. »Er ist herausgeekelt

worden«, eller »Er ist gegangen worden« (»han er b l e v e t gaaet«).