MitVidenskabeligeLivsDrama

paa min Liste, blev Regeringen straks opmærksom paa Pjecen,

som enten maa have jaget den en ordentlig Skræk i Livet eller

ogsaa have forekommet den at frembyde en udmærket Lejlig,

hed til at lamme en politisk Modstander. Den radikale Rege,

ring gav nemlig øjeblikkelig Politiet Ordre til at beslaglægge

Bogen og stævne mig for Kriminalretten som sigtet for intet min,

dre end Højforræderi. Da det beslaglagte Restoplag (ca. 250

Eksemplarer), nu er frigivet, kan man let overbevise sig om det

latterlige i en saadan Anklage. Det er da ogsaa blevet mig

betydet fra troværdig Hold, at Anklagens Hensigt egentlig ikke

var at ramme mig, men derimod at stoppe Salget af Pjecen, som

man troede var offentliggjort og tilgængelig for hvem som helst.

Beslutningen om Anklagen skulde altsaa være truffet saa hoved,

kuls, at man først Dagen efter konstaterede, at Pjecen aldrig

havde været i Boghandelen og næppe vilde være kommet til

Offentlighedens Kundskab J), hvis ikke Regeringen selv ved sit

Sagsanlæg havde gjort opmærksom paa den. Hvorom alting er,

synes man snart at være blevet betænkelig ved at fremme Am

lagen. Jeg fik ihvertfald allerede efter de første Afhøringer i

Kriminalretten (hvor jeg da ogsaa er blevet bedre behandlet end

noget andet Sted i Danmark) et underhaands Tilbud om at

Anklagemyndigheden vilde lade Sagen falde, saafremt jeg afgav

en skriftlig Erklæring om ikke at skrive om Danmarks sø, og

landmilitære Forhold, saalænge Krigen varede. Da jeg ingen,

lunde er saa stejl og umedgørlig, som visse Folk gerne vil have

det til, og da hele den danske Presse var til den Grad kneblet,

at kun det fn,demokratiske »Hovedstaden« aabenlyst turde for,

svare mig; da endvidere Sagen havde medført, at jeg maatte

ratræde mm Stilling ved »København« og dermed mistede min

eneste faste Indtægt, saa var der Fristelse nok for mig til at ind,

gaa paa et saadant Forlig. Men jeg kendte mine Modstandere

* T T 11? ' 1’ Hr'

PedersensNyskov,

fortalte mig meget

ntert, hvorledes han af Justitsministeren straks havde faaet Paa,

æg om at indsamle mm statsfarlige Pjece hos alle Tingets Medlem,

mer. Han afviste det med den lakoniske Bemærkning: »Det tilkom,

mer ikke Folketingets Formand at censurere Medlemmernes l uk ,

k e d e B r e v e « .