MitVidenskabeligeLivsDrama

mærkede, at dette økonomiske Laboratorium var en Torn i Ø jet

paa ialtfald en af deres Professorer, og ved at fortsætte det

vilde jeg, som i Forvejen havde Professor Westergaard imod

mig (eller dog f o r daværende Docent Warming, hvilket prak*

tisk talt betød det samme) lægge mig ud ogsaa med Professor

Axel Nielsen, og dermed forskertse min sidste Chance i Dan*

mark: et Docentur, hvis Oprettelse til Supplering og Fornyelse

af det statsvidenskabelige Studium netop da kom paa Tale.

Imidlertid var Verdenskrigen jo udbrudt, og hensatte, som

alle ved, det i høj Grad exponerede Danmarks Rigsdag og Folk

i en ubeskrivelig Tilstand af Raadvildhed og Rædsel. For sent

indsaa man nu, at de, der som jeg selv i mange Aar havde ad*

varet mod den optrækkende Fare, dog havde haft Ret, og at vor

Hjælpeløshed ikke alene skyldtes Landets Lidenhed og udsatte

Stilling, men ogsaa den Forsvarsnihilisme, som de radikale Par*

tier i Aarevis havde præket for Folket, en Præken, som den

danske Bonde i for høj Grad havde laant Øre. Dertil kom, at Hæs

rens og Flaadens Ledelse var indbyrdes splidagtige, medens man

maa lade den daværende radikale Regering, at d e n nok vidste,

hvad den vilde. Men det var, hvad vort Forsvar angaar, ikke ret

meget, og selv dette lidet var efter min og mange andre For?

svarsvenners Mening forkert. Jeg skrev da allerede i September

om vor udenrigs? og militærpolitiske Situation en Pjece, som

jeg kaldte: »Danmark under Verdenskrisen« og lod trykke som

Manuskript i ca. 800 Eksemplarer paa egen Regning og Risiko.

Den var kun bestemt til Udsendelse til en Række navngivne

Personer, saaledes samtlige tohundrede Rigsdagsmænd, Mini?

strene, Højesteret og Hærens og Flaadens Officerer fra oven og

ned til Regimentschefer og Søkaptajner, og Bogen har a l d r i g

været at faa i Handelen. Naar jeg anvendte denne besindige

Fremgangsmaade, var det ingenlunde, fordi Pjecen indeholdt

noget, som en opmærksom Offentlighed kunde være uvidende

om, endsige fortrolige Oplysninger, men fordi jeg i en saa alvor?

lig Sag og i en saa alvorlig Tid vilde undgaa selv det mindste

Skær af Sensation. Hvert eneste Eksemplar blev derfor sendt til

rette Vedkommende i l u k k e t Konvolut (ikke som Tryksag),

men da Ministrene og Rigsdagsmændene naturligvis stod først