191 / 208
182
Knapper, og Schrøder h a r faaet 2 Dus. F o rstkn app e r. H an
bragte m ig en H ilsen fra Dig, at Du Lørdag Morgen Kl. 4 ly k
kelig var ankomm en til Kiel.
T irsdag 9. Jeg h a r i Aften været paa Komedie i Mad.
Eckerts P lads og set Svend Dyrings Hus, som forskaffede mig
en stor Nydelse. — Idag Onsdag h a r Eibes væ ret hos m ig; vi
gik os en god Tur, da Vejret nu syntes at blive sm u k t.........
D. 17. Da jeg befrygtede, at det vilde blive altfo r træ ttende
for Dig at læse enhver Ubetydelighed, som jeg hver Dag k an
have at skrive om, saa h a r jeg her slaaet flere Dage samm en
og vil nu fortæ lle Dig, hvorledes vi h a r tilb rag t P in tse hellige
Dage; de vare meget triste, eftersom det uafladelig regnede næ
sten begge Dage, saa at m an slet ikke kunde spasere. I Søn
dags var T rine og Ilerlov og Sophie hos mig, og i Mandags
vare vi alle nede i B redgaden; i Gaar havde vi den første Som
m erdag, og vi benyttede den ogsaa: jeg og alle Børnene tillige
med dem fra Bredgaden og Eibes vare alle ude pa a K irkegaar-
den, og Børnene morede dem særdeles1) . Igaar ætsede de Kruset,
og det gik meget godt; men jeg er uventet komm et lidt i Penge-
forlegenhed, da vi ikke h a r Sølv nok til H anken, og da jeg idag
sendte Bud til Scavenius, var h an rejst paa L andet og kom
først hjem om 8te Dage.
D. 20. Jeg havde igaar halvvejs ventet Brev fra Dig, men
der kom intet, og jeg længes dog saa meget efter a t hø re noget
fra Dig, m in kæ re Mand; jeg er allerede saa bekym ret for Din
Helsen. Idag er Svanen [den støbte] spaseret hen i Kongens
Hauge, m en den bliver ikke op sat førend sidst i næ ste Uge;
indtil den Tid staa r den hos Gartneren.
D. 12. I dette Ø jeblik modtog jeg Dit kæ re Brev fra London.
. . . . Det glæder mig saa uendeligt at høre, at Du h a r det saa
godt og h a r h a ft saa behagelig en Rejse, m en ret længe syntes
Du vist ikke om at være i L ondon
Jeg gik selv i Morges
hen til Scavenius, men h an var endnu ikke komm et h jem ; jeg
gik da hen til Levin og fik 20 Lod til, som h an meget bered
villig lod mig faa. Vi kunde ikke opsæ tte det længere, eftersom
x) Vore venlige Have-Kirkegaarde har jo intet afskrækkende, navnlig
ikke for Børnene. Det var da heller ikke noget særegent for d e n n e Fami
lie, at de lagde deres Spaseretur til Børnenes Morskah herud. Jf. S. 96.