207 / 208
198
dels at h an selv ingenlunde var fri for Skyld i den Behandling,
han fik haade af Mester og alle de and re ene med Undtagelse
af Jacobsen, der »straffede med T ru sler om forfærdelige T o r
tu rer«, men sjæ lden lod Gerning følge paa Ord. Drengen var
en forkæ let lille Fyr, der »havde tæ nk t sig Guldsmed-Professio
nen som fin og pæn« og forargedes ved at finde »nogle Svende
og Drenge, snavsede og sorte som Mester selv« og Værkstedet
som et »stort, sort, koldt og uhyggeligt Rum«. Han havde sm aa
Kræfter, m en næppe heller megen Lyst til Arbejdet, og h a r sik
kert b rug t det ikke ringe, men noget kaade Vid, hvorom h an s
Skildring vidner, paa en Maade, som ikke h a r vundet h am Venner.
Derimod h a r h an strak s faaet det hele saaledes i V rang struben , at
han ikke h a r ku nn et forstaa den godmodige H um or i Mesterens
Ytring, da h an blev b rag t h am af Skipperen fra Nykjøbing:
»Er det
den
lille Genstand, hvad skal jeg bruge ham til?« Man
vil da næppe tage det altfor alvorligt med han s Klager eller de
Gyseligheder, h an fortæ ller. Men for Dalhoffs Minde, ogsaa
som Læremester, er der V idnesbyrd nok, der viser i helt anden
Retning — ikke alene i Beundring, som ogsaa denne m aa yde
ham , men i Taknemm elighed og Kærlighed: A. Jacobsen, P.
Hertz, A. Michelsen, H innerup, Saabye, hvad enten de h a r læ rt
af ham paa Væ rkstedet eller paa Akadem iets Modellerskole —
for adskillige det første Skridt paa deres Kunstnerbane. H an
kunde ogsaa med særlig Glæde se paa deres Væ rker, f. E.
H. C. Andersens Billedstøtte i Kongens Have og sige: »Det h a r
en af m ine Haandvæ rksdrenge gjort!«