50 / 581
43
der flittig skriver paa sin Stil — lians Lexikon beskjæftiger
ham i dette -Øjeblik —; en anden betragter med Hen
rykkelse sin Fugl i det pæne Fuglebur; to Børn se Bille
der sammen, det ældre forklarer dem for det yngre; et
lille Pigebarn med en Fløjte i den ene Haand; hun sidder
imellem nogle Buske, som man undertiden ser Bom, rent
hensunken i sig selv; det er et ubeskrivelig yndigt Billede.
Den bløde, noget ubestemte Behandling skader disse Bille
der ikke; den venlige Aand, der frembragte dem, udtaler
sig saa tydelig, saa rén, at netop denne Behandling synes
Beskueren den eneste passende.« Høyen priser sin lykke
lige Skjæbne, at Vogels Søn netop under hans Ophold i
Dresden fik et Alterbillede af Faderen hjem fra Landet for
at rense det. Det forestillede Christus der lægger Haanden
paa et Barns Hoved og siger til de forsamlede Apostler, at
de skulle blive som Børn. »Her«, siger han »saa jeg den
gamle Vogel i sm fulde Giands. Det kan være at Tegnin
gen ikke overalt var stræng rigtig, men det var et sandt
Maleri. Jeg har betragtet det flere Gange, og det har
stedse ret glædet mig. Det Hele er simpelt og ligefrem
opfattet, men med saa megen ægte Følelse, at det ikke
syntes at tilhøre sin Tidsalder, men snarere det 15de eller
16de Aarhundrede.«
Iblandt de levende Konstnere, som Høyen gjorde per
sonligt Bekjendtskab med, skulle vi først nævne den Nys
nævntes Søn, Carl Christian Vogel, født 1788, en
ivrig Tilhænger af den »nytyske« Skole, som i Italien var
gaaet over til Katholicismen og havde malet Pavens Por
træt. Der malede han ogsaa Thorvaldsens Portræt paa
samme Tid som Eckersberg. 1820 blev han Professor i
Dresden ; men han længtes altid efter det skjonne Italien.