503 / 581
88
de Skikkelser med sig, der dog skulde vandre sikkert langs
med dens skiønne Bredder? Var jeg nu hjemme lios Dem,
hvor langt lettere vilde jeg da kunde giøremig tydelig ved
at udpege de Steder,
som mine Spørgsmaal nærmest gieide!
skriftlig føler jeg mig
ikke istand dertil.
Men det være
1111
som det vil, Hovedsagen er der; der er
en Dybde, en Varme i den Maade, hvorpaa De har seet paa
vor Middelalder, som stiller den frem for mig i et nyt Lys,
eller rettere, som giver det, jeg havde anet, større Liv og Fylde.
8.
T il Samme.
Kjøbenhavn, 10de Januar 1850.
Kiære Ven!
»De er,« siger De, »slaaet ind i en mere verdslig Retning
uden dog at svigte den christelige Grundtone.«
Det er netop
den Dybde, den Alvor, ogsaa i christelig Betydning, som i liøi
Grad tiltaler mig i Deres D igt; men var det ikke muligt, at
denne bestemte Retning havde faaet Indflydelse og, konstnerisk
talt, f o r m e g e n Indflydelse paa hele Deres Behandling af det
givne Æmne?
Kunde ikke denne Retning dog have bi
draget til, at Skialm i Deres Fremstilling af denne Ridder,
som har vundet Guldsporen i Kamp med de vilde Letter, og
som har et aabent Die for al den Usandhed, der blander sig i
Kirkens Færd overhovedet og navnlig mod Kongen og Føde
landet, er bleven mere blød og drømmende end man kunde
vente det efter det foranførte og efter den Beslutning, han
tager, at bortføre sin Elskede fra Klosteret? Kunde det ikke
være, at man for meget føler, at »Gammen har udhugget hans
høire Die og drukket Hælvten af hans Hjerteblod«? Bliver
ikke Findal under hele Klosterfarten en Deus es machina, som
man heller kunde ønske reent borte? Og med Hensyn til
hans Charakteer som Kongens ærlige Mand, vilde da denne
Side ikke have været tilstrækkeligt udtalt giennem hele hans