90
langt større Deel af det saakaldte dannede Publikum, end man
skulde formode.
Jeg kan ikke nægte, at jeg nok gad seet et Arbeide a f
Dem i rimfrie Jamber eller i simpel Prosa, forudsat naturlig-
viis, at denne Form svarede til det Æmne, De havde valgt
Dem. Idet jeg nu igien læste Kors og Kiærlighed, faldt dette
ønske mig ind, efter at jeg alt tidligere har havt det i mit
stille Sind. Thi det er ikke i det, som jeg kalder Hovedsagen
i et Digt, at jeg sporer, at der fattes Dem paa noget, men
langt snarere i det, som hører mere til hvad jeg vilde kalde
det poetiske Haandværk: en vis Lethed og Klarhed i Behand
lingen, Simpelhed og Enkelthed i hele Planen.
Jeg vover
saa meget mere at udtale denne min Formening, som Deres
kiære Brev, hvor det udtaler Hovedtræk af Deres æsthetiske
Betragtning, stemmer saa meget overeens med min Maade at
opfatte og føle for Digteren. Med al den Snakken om Indivi
dualitet mener man hyppigt noget aldeles Ydre, som mere be
tegner en bestemt Tid eller noget aldeles tilfældigt, end at det
griber dybere ind i Personligheden. Mangen, som ivrer aller-
meest for Individualitetens høie Betydning i digterisk Forstand,
drømmer neppe om, at han har hentet hele sin Begeistring
mere fra Skuespilleren end fra Digteren.
Desværre føler jeg alt for vel, at jeg med disse Linier
er langt fra at tilfredstille Deres Ønske.
Det er igien blevet
ved nogle flygtige Antydninger, og det især, fordi jeg mangler
Øvelse i med Korthed at kunne udtrykke mig om en reen
poetisk Gienstand, og fordi Tiden ikke vil slaae til for mig,
naar jeg vidtløftigere skulde udtale mig.
Det blev vel heller
ikke syndérlig bedre derfor.
Skulde der i mine Spørgsmaal
om Skialm være noget aldeles inisforstaaet, eller noget som i
Grunden blot henhørte til det reent personlige Skiøn, saa skriv
mig et Par Ord derom, det vil levende interessere mig og
maaskee kaste et nyt Lys ind i min Opfatning af Hoved
personen.
Jeg skal ogsaa saasnart og saagodt jeg formaaer




