504 / 581
89
Stilling til Kongeparret, uden at Episoden om de Fredløses
Plan mod Kallø var bleven indblandet, og vilde ikke hele den
gruelige Opløsning, foruden denne Ep isod e, lige godt og
lige sandsynligt blive fremledet? Skulde den valgte lyriske
Form dog ikke ligesom have tvunget Dem, kiære Ven, til hist
øg her at blive bredere end nødvendigt havde været, aflokket
Dem mangt et mindre klart Udtryk, adskillige vovede Billeder,
som De ellers let vilde have undgaaet?
Disse Spørgsmaal kommer jeg med, efter igieu at have
giennemlæst Deres Digt, ikke som nye Indvendinger, men
blot som en nærmere Forklaring af dem, jeg forrige Gang
fremsatte.
De hverken skulle forandre eller modificere det
allermindste i mine forrige Yttringer, thi Deres Digt tiltaler
mig i saa mange Henseender og i en saadan Grad, at, hvad
De fortæller mig om det, De selv har faaet at høre, mere
smerter mig eller forundrer mig eller forekommer mig reent
hen i Veiret, end at det paa nogen Maade rokker det Indtryk,
jeg har modtaget. Naar jeg skulde giøre mig selv Iiegnskab
for hvad der da er i Yeien med at Deres Arbeider ikke faae
mere Afsætning, saa vilde jeg søge Grunden dertil først og
fremmest i den Alvorstale og Alvorstone, som gaaer igiennem
dem; Tiden er blød, let og leflende, i konstnerisk Henseende;
den vil ikke høre om Alvor af Digteren, uden naar han skriver
Psalmer, og de skal jo synges ikke hjemme, men i Kirken.
Tiden er tillige pedantisk og borneret meer end man skulde
troe, og navnlig er Præstestanden fuld af fornemme Folk, det
vil sige: uvidende og laugsmæssige, som vel endog kunde falde
paa at indstævne Digteren, naar han vover at hente sit Æmne
af den hellige Skrift.
Med Hensyn til Deres Arbeid'ers Cha-
rakteer, saa vilde jeg troe, at det strænge objective Præg,
som der findes i dem, alt efter deres forskjellige Tid og Ind
hold, giør dem mindre lette at læse, og at selv den Kæmpe
visetone, som gaaer igiennem Deres sidste Digt, og som mange
Steder formelig fortryller m ig, er svær og ufordøielig for en