502 / 581
87
sommer, da jeg glædede mig i det Haab, at jeg skulde komme
til at hilse paa Dem i Haderslev, men Haabet blev skuffet, og
det uden min Skyld, og nu skal der igjen maaskee hengaae mange
Maaneder, inden jeg faaer Dem at see og kommer til at vexle
et Par venlige Ord rnedDem.
Dobbelt, ja tredobbelt Tak der
for, at De har Evne og Villietil at tale Alvors Ord til
mig
og til os A lle , Ord, som virkelig gaae til Sjælen, som lyde
med fuld Klang mellem alt det skrattende T ø i, som ellers
bræger og støier om Oret.
De kan troe mig, kiære Ven, jeg blev overrasket, da »Kors
og Kiærlighed« paa engang flyttede mig fra Joreal op i Norden,
da Kæmpevisen tonede mig imøde, og da et Billede stillede
sig frem for mig med saa rørende, saa dybt grebne Skikkelser,
som jeg endnu aldrig havde seet fremmanede fra vor Middel
alder.
Den forfærdelige Kamp mellem det kirkelige og det
verdslige, den urolige Giæring i Aanden og i K iødet, dette
Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette L iv som en
Drøm , hvori de besynderligste Syneraabenbare sig, vexle,
smelte over i hinanden, alt dette var for mig nyt; endnu har
ingen af vore Digtere følt saaledes, anet saaledes.
Men, saa
forekom det mig tillige, dersom jeg maa betjene mig af en
Lignelse, som om dette Maleri mere var en musikalsk Farve-
skildring, hvor Stemningen, navnlig i Hovedfigurerne, fremtraadte
med hele den Rigdom af Farvetoner, hele det Spil af selv de
fineste Overgange fra Lys til Skygge og Skygge til Lys,
end at det var et Billede, hvor Figurerne traadte frem med
plastisk Kraft og Bestemthed, hvor de viste sig klart, hver paa
sin Plan; og paa samme Tid opstod det Spørgsmaal hos mig,
om vor Middelalder ikke netop behøver de skarpere Omrids,
det mere haandgribelige i Figurernes Former og Optræden.
Skulde ikke overhovedet den usædvanlige Rigdom paa Lyrik,
som vælder ud af Deres Pen som en krystalklar Kilde, gien-
nemsigtig, reen, qvægende, ja undertiden næsten berusende,
skulde den ikke af og til ligesom overvælde Dem, ligesom rive