550 / 581
135
saa kan hun i A nsigterne rundt omkring s ig , i de bevægede
Læber, i den yderst forekommende Opmærksomhed, nyde sin Lykke,
men je g kiender en Landsmand, som ikke er saa heldig. D et er
vor H. C. Andersen, som er stadig Giæst her paa Udstillingen,
efter en rigtignok form indsket Maalestok. Han sidder saamænd
afm alet i Fru Jerichaus B ørnestue og læ ser et Eventyr op for
det syge Barn i Sengen og tre andre, som staae ved Siden
af den, og dette Maleri hører endog til hendes bedre Arbeider.
Andersen er fø lg elig paa V erdensudstillingen, han er der i
fuld Function som Louis Napoleón midt i Slaget ved Solfe
rino ,
han er der i Selskab med l’Empereur og Bosa Bon-
heur
og Frederik den anden af Preussen og en heel D eel
andre levende og døde L ø ver, — og han er ikke her for til-
fulde at nyde sin Lykke.
D et kalder jeg Uheld m idt i Held.
4.
London, 25. Septemb. 1862.
D et blev virkelig en H elligdag paa vort B esøg i Hamp-
toncourt sidstafvigte Torsdag.
Selv det lille U h eld , at en
Taage trak over S lottet kort efter at vi vare komne ind, og
at det blev saa m ørk t, at vi kun saae Malerierne som nogle
ubestem te brogede F lad er, forhøiede N yd elsen, da Solen kom
frem og da vi i flere Timer saae Mantegnas og Kafaels Car-
toner i en saa h eld ig B ely sn in g , som det vel er m uligt der
paa Stedet.
Der var heller ikke m ange B esøg den D a g , og
F olk gik som sædvanligt hurtigt forbi, m ange kastede neppe
et B lik op til K afael, nogle standsede for at see et Dieblik
paa den Indretning, der er giort for at kunne sænke Malerierne
heelt ned til Gulvet (for Photographerne), nogle sagde til
hverandre idet de travede forbi, at det var Kafaels vidt
be
røm te
Cartons.
J eg skulde aldrig dvæle ved denne Erfaring,
som jeg gientagne Gange har giort, naar det ikke var fordi
det viser m ig k lart, at Kafaels Konst er nutildags et lige saa
dødt Tungem aal som den antike K onst, at vor Tid findet det