88 / 581
81
saiske Kaisonnements og havde herlige -Øjeblikke, hvor han,
glemmende Hede og Træthed henreves af de magiske
Farvefænomener, der aabenbarede sig i Sollyset. Middags
stunden med sin usigelige Stilhed, hvor de brændende
Solstraaler paa Stensiderne og den liaarde Vej og de
mørke og skarpe Skygger spænde Iagttagelses-Evnerne paa
det Højeste, saa Sjælen netop derfor synker hen i Hvile,
syntes ham at ligne Midnatsstunden; anelsesfulde Drømme
opfyldte dem begge. Men naar saa senere hen paa Efter
middagen den feberagtige Gløden ophørte, kom der en
velgjørende Ko over ham, og naar Aftenklokken lød og
alle Bjergspidser funklede i de lierligste Farver over de
grønne Skove, naar den venlige Himmel spejlede sig i
Søernes eller Flodernes klare, grønlige Vover, da følte han
sig usigelig lyksalig; da forstod han Bjergboerens Hjemve,
naar han lever paa Sletten. Hvor frydede det ham ikke
at se disse Bjergdrotter i Nærheden, se demthrone i deres
gyldne Smykker, med Pantseret om det brede Bryst og
den rige Fyrste-Kaabe af grønt Fløjl slynget i store Folder
omkring sig, med Perler og Ædelstene funklende i Sol
glans, med Skyhjelmen eller den sølverne Ishætte paa de
stolte, knejsende Hoveder! Men tænkte han saa paa sig
selv, kunde han græde som et Barn, der havde mistet sine
Forældre og stod
ene Jigeoverfor lutter fremmede An
sigter , der kolde
og ligegyldige oversaa det og dets
Smerte. Thi paa samme Tid som han med en Landskabs
malers Glæde og Nøjagtighed fordybede sig i hvad hans
Øje saa, var han som et Barn grebet af Følelsens og
Fantasiens Magt; han var lige saa meget Digter som
Maler. Skyerne, der hang ned over Bjergene, forekom
ham tidt som Spøgelser i lange hvide Kapper, og et af
6