F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T
Men,
hvad advocatus regius angik, ville hun selv belønne hans
umage, når hun fik at vide, hvad han ved rettergang havde ud
rettet, da hun syntes, at det beløb, Seybeck var dømt for, var for
ubetydeligt for hende. Hun antog, at summen kun vedrørte de
penge, som Seybeck incasserede og i så mange år gjorde sig til gode
med, »medens jeg har maattet udstaae Mangel, ihvertfald, og For
trædeiser ieg aldrig kand forvinde«. Så ville hun ydmygt bede »Hans
Excellense og høie Herrer« befale advocatus regius at anlægge
sag som forhen imod Seybecks forsømmelse, dels med hensyn til
et skib, der ved skøde og pantsætning tilhørte hende, og som på
røverisk måde var blevet bortført og solgt af Seybeck, som rejste
til St. Thomas for at incassere pengene af det ulovlige salg. Dels
for at lade Gravenhorst sælge en gård på St. Thomas, som var
pantsat til frøken Ernst, uden at hun fik betaling derfor, og ende
lig for ikke at have rykket Gravenhorst for de ubetalte penge, han
skyldte hende.
Hun sluttede med, at de høje herrer sikkert ville have godhed
for hende, »da jeg mener Hans Mayestæts allernaadigste Ordre
til Regeringen indeholder en Paatale at inddrive min Fordring hos
Seybeck i Hans Mayestæts allerhøieste Navn. Endvidere ved Re
geringen i Vestindien at foranstalte Sag anlagt mod afg. Seybeck
for hans ulovlige og uforsvarlige Forsømmelse«.109
Kollegiet skrev den 7. juli 1780 til frøken Ernst, at de ikke mere
ville befatte sig med hendes fordringer i Vestindien.
Til sidst sluttede denne lange sag med et brev fra frøken Ernst
den 29. juli 1780, hvori hun bad kammeret (d.v.s. Det vestindisk-
guineiske Rente- og General-Toldkammer) skrive til regeringen
i Vestindien om at udlevere de dokumenter, der vedrørte hendes
sag, til skifteforvalter Edvard Colbiørnsen, som havde antaget hen
des kommission selv eller ville overgive den til en anden pålidelig
mand og »nu tilsee hvorledes min Velfærd som en fattig, forurettet
133