136 / 211
K A J F O L T M A R
Undersaat kan udkomme«. Så sluttes brevet med disse ord: »saa
ieg er dog nu ikke aldeles forladt og overgivet til totale Tab«.110
Om frøken Ernst fik noget yderligere ud af sagen, er tvivlsomt,
da procurator Seybeck døde den 5. november 1779 og blev »be
gravet paa en Plantage«.111
Takket være kongens indgreb og de kongelige embedsmænds
energiske indsats, lykkedes det for frøken Ernst at inddrive sine
vestindiske fordringer, men man må vel også tilføje, at hendes egen
stædige energiudfoldelse var medvirkende til at gøre ende på sagen,
som havde stået på i otte år.
Frøken Ernst var nu ved sagens afslutning blevet 66 år og boede
stadigvæk på Østergade matr. no. 5 1, men ikke i egen ejendom.
Den blev af frøken Ernst solgt til justitsråd, toldinspektør Ole Hor-
neman i 1774, hvis søn, den bekendte miniaturemaler Christian
Horneman siges at være født her i 1765. I året 1778 blev ejen
dommen solgt til brygger Søren Lyche (Lycke) Soelberg, men
frøken Ernst boede stadig i huset til sin død.11'2
En dag i november 1780, det var den ottende kl.
$ y 2
om efter
middagen, indfandt notarius publicus, justitsråd Christian Schmidt
sig hos frøken Ernst i hendes bolig på Østergade, og fandt hende
syg og sengeliggende. A f de andre fremmødte erfarede han, at
frøken Ernst var så svag, at hun ikke kunne skrive, men det blev
tilkendegivet, at jomfru Margretha Elisabeth Weinmann skulle
være hendes universalarving. Så blev en deklaration opsat og un
derskrevet af de tilstedeværende: justitsråd Albert Peter Bartholin,
doktor Frederich Ludvig Bang, kopist i hofskrivestuen Mogens
Nielsen og stud.jur. Carl Lycke, og i disse vidners nærværelse blev
frøken Ernst spurgt, om det var hendes villie, at jomfru Margretha
Elisabeth Weinmann efter hendes død skulle være hendes univer
salarving, hvilket hun besvarede med et »ja«.
De tilstedeværende bevidnede at have set frøken Ernst være ved
134