371 / 557
noget rene hos Jer?« svarer: »Ja, i Julii Maaned er de
upaaklagelige; men Resten af Aaret kand man neppe gaae
ud uden Fare for at drukne i Skarn. Dog det er kun 11
Maaneder i Aaret; de gaaer snart«.
I Slutningen af det 18. Aarhundrede var det ikke bedre
med de københavnske Gader, og i en ved Aar 1798 ud
sendt Piece af »Simon Sandrue« (d. v. s. P. A. Heiberg)1)
hedder det saaledes: »Straffes andre Stæder ved Ild og
Sværd, da straffes vi ved Skarn og Skarns Mangfoldig
hed. Saa længe det endnu var lyse Dage, at man kunde
see at undvige Skarnet, gik det dog nogenlunde an; men
nu, da Mørket allerede Klokken otte blænder Jorderiget2),
nu, da Aften og Nat udgjøre mere end to tredie Dele af
ethvert D ø g n ;............nu at plages af Skarnet, lig Øster
landenes Folk af Græshopper, det medfører ikke blot
megen Ubehagelighed, men ogsaa saare megen Skade«.
Og Forfatteren vil oprigtig haabe, »at Vedkommende toge
sig alvorligen af Skarnet og Skarnageriet paa Kjøben
havns Gader, da Skoemagerne ellers letteligen kunde blive
for rige, . . . .«
En halv Snes Aar senere skriver Professor Callisen3),
at »Kiøbenhavn ha r til alle Tider vedligeholdt det for-
tiente Rygte: at den h a r skidne Gader«.
Og dog h a r Kongerne og Autoriteterne idelig paalagt og
paamindet Borgerne at holde deres Gaardsrum og Gader
rene og ikke lade Skarnet blive liggende, men sørge for,
at det blev bortkørt og henlagt uden for Byen paa de dertil
anviste Steder.
Skraldemanden og Kbh.s Renlighedsforordninger i ældre Tider 3 5 9
') Simon Sandrue »Et Par Ord i Fortrolighed til Kjøbenhavns Magi
strat om Skarn og Skarnagere«, Kbhvn. 1798.
2) Forfatteren sigter her til det Vægtervers, der siden 1731 blev sun
get Kl. 20: »Naar Mørket Jorden blinder, og Dagen tager af«. Jfr. V.
Fausbøll »Vægter-Versene«, Kbhvn. 1862, Pag. 4.
3) H. Callisen »Physisk medizinske Betragtninger over Kjøbenhavn«,
1ste Del, Kbhvn. 1807, Pag. 175.