Familieminder

— 74 —

ved Forretningens Forøgelse og dens omvexlende Konjunkturer

blive efterladne og tabe Energien, tog hans Arbejdslyst tvært

imod til, og hermed forøgedes Tilliden til og Højagtelsen for

ham. Naar vi tænke paa de Omskiftelser, der have fundet Sted

i det sidste halve Aarhundrede i Handelsverdenen, hvor Medbør .

og Modvind ofte have skiftet, mindes de Kriser, som er over-

gaaede vort Fædreland flere Oange, maa vi da ikke beundre den

Mand, der forstod at hævde sit Huses Ry og at udbrede det til

de fjærneste Lande. Den Hedengangne glemte aldrig sin Vær

dighed og lod sig aldrig, hvad der ofte er Tilfældet, hvor det

gjælder Vinding, henrive til at saare sin Modstander i Ord; —

selv om han var gjennemtrængt af retfærdig Haime, vai han

besindig og rolig, som det sømmer sig en Hædersmand.

Men foruden den Arv, han overtog som Handelshusets Chef,

havde han ogsaa en anden Arv, der var overantvoidet ham af

hans hæderkronede Foræidre, nemlig Velgjørenheden. Og med

hvilken Kraft og Lyst har han ikke haandhævet denne! Ja, an

dægtige Sørgeskare, det er forundt mig at tælle mange Velgj ø-

rere i min Menighed, men hans Ædelsind, hans Godgjørenhed

var i Sandhed uden Lige. Ingen Glæde straalede over hans

Hjem, i hans Familiekreds, uden at han tog Anledning deraf til

at berede Glæde i de Fattiges Boliger. Og naar Herren sendte

Sorgen over hans Hus — og Guds Haand har ofte hvilet tungt

paa ham, han har begrædt Tabet af sin Førstefødte, da denne

næppe havde tilbagelagt Drengealderen, og senere en haabefuld

Søn samt tvende fagre Døtre i kort Tid efter hinanden

bar han sin Sorg i Stilhed og søgte sin Trøst i at husvale og

vederkvæge Sørgende, Nødlidende og Trængende. Han havde,

som Digteren udtrykte sig, det ægte jødiske Hjærte, der øvede

sand praktisk Jødedom, som ikke blot lærer Kj ærlighed, at elske

sin Næste som sig selv uden Hensyn til Tro eller Nationalitet,

men som fordrer stadig Udøvelse af Kjærlighedsgjerninger. In

gen kan bedre vidne derom end jeg; thi naar Menneskene vide,

at vi oftere ville gjøre Krav paa deres veldædige Bistand, saa

lade de os, om de end ikke vise sig uvillige, stundum mærke,

hvor lidet de synes om slige Opfordringer, idet de først nøjagtig