82 / 127
— 75 —
erkyndige sig, om Den, for hvilken man henvender sig til dem,
ogsaa virkelig fortjener og trænger til Understøttelse, forinden
de yde deres Gave. Ikke saa hos den Forklarede. Der behøve
des kun et Vink, og strax aabnedes hans Hjærte og Haand.
Saaledes var det ædle, fintfølende Hjærte, som til vor dybeste
Beklagelse ej slaar mere.
Dømmer heraf, hvor stort Tabet maa være hos Dem, der
kaldes hans Nærmeste. Ak, det er kun et Par Dage siden, at
hele Landets Handelsstand tilkjendegav ham sin Tak og Hyldest,
lykkelig og glad sad han i Familiekredsen, tilraabte den i den
sene Aftentime et glædeligt Farvel! Hvo skulde have troet, at
det var det sidste Farvel, at han næppe en Time derefter skulde
opgive Aanden. Hvo skildrer hans Hustrus Forfærdelse og Sorg,
hun, der alt havde ham kjær, før hun vidste, at Kjærlighedens
Flamme luede i hans Bryst, han bejlede til hende, og se, Lyk
kens Sol straalede i sin fulde Glans over hende, og den skinnede
alt lysere og varmere i deres over tre Aartier uforlignelig kj ær
lige Samliv; — ak, hvor gives der Ord at tolke, hvad der fore
gik i hendes Hjærte, da hendes Livssol saa brat gik ned! Og
nu hans faderlige Ømhed imod sine Børn, hans inderlige Hen
givenhed imod sine Søskende, hans Trofasthed og varme Delta
gelse i hans Venners Livs-Forhold — nej, jeg véd ikke bedre
end at betegne Eders Tab med de Ord, som jeg udtalte ved Din
os alle evig uforglemmelige Moders Jordefærd: »Vort Hoveds
Krone er falden!«, da Du udbrød: »Tak! Du har talt som ud af
mit Hjærte: Vort Huses Krone er falden!«; saaledes ville nu og
saa Dine Efterladte istemme: »Ak, vort Hoveds Krone er falden!«
Hvad skal jeg nu sige til at trøste Eder? Hvorledes helbrede
Eders blødende Saar? Skal jeg sige: »Held ham, han er nu hæ
vet over alle Lidelser og over alle Jordens Møjsommeligheder,
netop som Hæder og Glæde i fuldeste Maal er vorden ham til
del?« Nej, saaledes taler vel Mennesket i Almindelighed og
glemmer, at den almægtige Gud, »der har Tanker til Fred og
ikke til Ulykke«*), ogsaa kunde have ladet ham leve et længere
) Jerimias 29, 4.