85 / 127
— 78 —
Han var en trofast Støtte for sit Land:
med runde Hænder Offer tit han bragte;
men venstre vidste ej Hvad højre rakte,
og han var aldrig den bevidste Mand.
Han saa, at Folkeaanden ej er stor
ved Handelsskibe og ved Kjøbmandslager;
men først, naar disse sig af Aanden tager,
da bærer Kunsten Frugt i deres Spor.
Og i sit Hjem — hvor var han hjærtensgod!
Hvor hyggelig hans Lune tog tilorde!
Hvor godt og hjemligt han det altid gjorde,
saa tit hans gjæstfri’ Døre op sig lod!
Da nød han lyttende, med aaben Sans,
Hvad Kunst og Videnskab hans Længsel bragte,
Hvad Smilet i sit gyldne Bæger rakte,
Hvad Poesien fletted i sin Krans.
Nu aldrig mere dette Hjem ham ser;
paa »Rolighed« er dæmpet Arneluen,
Dødsenglen holder Vagt ved Dagligstuen
og siger, at han kommer aldrig mer;
hans Billed lyser dog fra Væggen end
med Sandheds Klarhed og med Hjærtets Adel,
med Mindet om et Levned uden Dadel,
der aldrig glemmes vil af Slægt og Ven.
Nicolaj Bøgh.