90 / 127
Fra »National Tidende
«
November 1912:
Hans varme, altid aarvaagne Medfølelse, hans Ildhu og Hjer
tets Renhed — det var de Egenskaber, som var hans herskende
og med Rette gjorde ham til en almenagtet og saare afholdt
Personlighed. Hans Ræsonnements-Evne og Dømmekraft stod
derimod ingenlunde paa Højde med hans fine og kloge Broders,
den for tidlig afdøde Moritz Melchior, mangeaarig Formand for
Grosserer-Societetets Komité, ligesom Moses først efterhaanden,
i sin høje Alderdom fik det samme Drag af Mildhed over sit Væ
sen. I sine egne Øjne var Moses Melchior først og sidst en
Retfærdighedens Ridder; men saa skrøbelige er Menneske-Vil-
kaar og menneskelig Formaaen, at hans temperamentsfulde Higen
efter at bekæmpe den ene Uretfærdighed ofte kunde, ved at
skyde over Maalet, tvinge ham til at strejfe Uretfærdigheden i
modsat Retning.
Men i hans sidste Aar blev han mere og mere en elskelig
Olding, som for vide Kredse af vort Samfund med Rette stod
som Personliggørelsen af Borgersind og redelig Samfundsvillie.
»Illustreret Tidende
«
gjengiver i sin Nekrolog følgende:
Overrabbineren havde fra paalidelig Kilde faaet højst alar
merende Efterretninger fra Rusland. Paa en nærmere bestemt
Dag skulde der anrettes et stort Pogrom, Massedrab af Jøder.
En af disse sørgelige Forfølgelser, som gaar ud over en Masse
uskyldige Mennesker. Det var Overrabbinerens Tanke, at Moses
Melchior skulde gaa til. Kong Frederik og bede ham forsøge at
paavirke Czaren, saa at den planlagte Forfølgelse kunne forhindres.
Moses Melchior raadede Overrabbineren til selv at gaa, han var
jo dog langt mere kvalificeret dertil; men denne blev ved sit og
Moses Melchior søgte Privataudiens hos Kongen.
Kong Frederik hørte opmærksomt paa den gamles Beretning,
men beklagede at maatte afslaa hans Bøn. Det var en Princip-