93 / 100
8 8
TO RBEN KROGH
indledende Scener, der foregik i en Skov, hævedes Bagtæppet, og man saa nu
Kommandanten trone paa sin Marmorhest, et pompøst Gravmæle, der var
flankeret af to Statuer, fremstillet af Statister i hvide Klæder. »De forestiller
Marmor«, hedder det i Regieprotokollen, og det kan tilføjes, at disse »Støtte-
Dragter« ofte maatte vaskes. Selvfølgelig var det vanskeligt for Kommandantens
Fremstiller gennem den temmelig lange Scene at holde Kommandostaven i Ro;
men dette Problem løste man paa den Maade, at den blev bundet til en Line,
der hængte ned fra Loftet. Hovedeffekten gemte man dog klogeligt til Stykkets
Slutning, hvor man overværede Don Juans Nedfart til Helvede, der fremstil
ledes ved et ildsprudende Dragegab, som »udfyldte hele Theatret og var fuld
af Dj ævle«.
Det faldt i Als’ Lod at skabe de første Iscenesættelser i den virkelig store Stil.
Det skete i Sæsonen 1752-53 med Gottscheds Tragedie »Cato«, og det gribende
Drama »Livet er en Drøm«, den franske Forfatter Boissy’s Bearbejdelse af Calde-
rons berømte Skuespil. Hvor omhyggeligt man gik til Værks kan ses deraf, at
man lod flere af Dragterne og Rekvisitterne udføre efter specielle Tegninger.
I »Livet er en Drøm« blev der særlig lagt Vægt paa, at Handlingen foregaar
i Polen. For at Rose kunde faa det rette »polske« Udseende som Prins Sigis—
mundus, Stykkets Hovedrolle, anskaffede man en »Rensdyrs-Peltz« og »2de
Caninskind« til hans Hue. Da Prinsen til sidst viser sig i al sin Herlighed, op-
traadte han med Støvler, der var prydede med »100 Christalstene i Messing
indfattede«. Det pragtfulde »romanske« Kostyme, som Jomfru Thielo bar i
»Cato«, er allerede omtalt, og de øvrige Dragter, som blev anskaffet til denne
Pragtforestilling, stod paa ingen Maade tilbage. De »romanske Skiørter« var
rigt prydede med hvide og gyldne Galoner, og Skoene var besat med Knip
linger. Tragedien ender med, at Cato »stikker sig«, hvad der dog meget taktfuldt
sker bag et Forhæng, hvorfra han i døende Tilstand bliver baaret frem paa Scenen.
For at dette Optrin skulde virke særligt effektfuldt, anskaffede man »1 Flaske
Blod Tinctur« og »1 skattered Vunde«.
Der er ingen Tvivl om, at Aktørerne forstod at skabe en smuk og festlig
Ramme omkring den Slags Forestillinger. Men for Dekorationer, Optog og
Maskinmestertricks glemte de ikke Menneskefremstillingens Kunst, som de
ikke mindst fik Brug for, naar de skulde give de holbergske Figurer scenisk Liv.
Og netop her laa deres store nationale Betydning, for det var jo nemlig disse
Skuespillere, blandt hvilke der fandtes et Par Genier, der lagde Grunden til
den Holbergtradition, som Efterkommere byggede videre paa. Vi skylder dem
den Dag i Dag Tak for, at vi nu 200 Aar efter med Stolthed kan kalde Det kgl.
Teater for Holbergs Hus.