NyhavnNyhavn

Men paa samme Tid er Nyhavn saa usandsynligt ærlig. Derfor kalder

det baade paa Fantasien og de dokumentariske Evner hos dem, der

vil prøve paa at give et lille Nutids-Indtryk deraf.

Og derfor er denne Bog blevet, som den er blevet. Prosa og Teg

ninger, Vers og Musik blander sig sammen. Det er nok en noget

usædvanlig Maade at fortælle Byhistorie paa, og Læseren maa selv

se at finde ud af, om han kan li’e den.

Men blot han hist og her indfanges af en Stemning eller en Melodi

stump, blot han af og til nikker genkendende til et Billede eller over

raskes af en af de Nyhavnshistorier, der ligger lige paa Grænsen af

Sandhed og Sagn, saa er Bogen ikke udgivet forgæves.

Saa lader vi hermed Tæppet gaa op for vort kære, gamle Nyhavn

med alle de klassiske Skikkelser, der befolker det ved Dag som ved

Nat: den udødelige Olie-Valde kører frem paa sin velkendte, blaa

Cykle, Rodemesteren stryger sit Hvalrosseskæg i »Kahytten«, mens

hans Brilleglas dugges let af Toddy dampene, Pryglemesteren spæn

der Livremmen strammere om den trinde Vom og gør klar til en

ny grufuld Livsanekdote, den lyse Lydia skænker op i de smaa

Glas i Café Shanghai, og Mølleren spøger oppe paa sit Loft, saa

Haarene rejser sig paa Hovedet af alle Gæster nede hos Annie West.

Smaabølgerne klukker i »Renden«s grønne Vand saa sagtelig imod

Gamle Jacobs Sæby-Skude, og Aftenvinden hvisker i Takkelagen. I

Maanestriben klatrer Søren Bramfri, let duvende efter Aftenens regle

menterede Kvantum, op ad Hønsestigen til Katinkas yndelige Jomfru

bur og banker de aftalte tre Slag let paa Ruden.

Søren Bramfri kender vi alle. Han og Katinka er den skinbarlige

Virkelighed, derfor garanteres i hvert Fald. Og alle kan vi nynne med

paa den Foraarssang, som Søren istemmer den første Dag, Solen rigtigt

faar Magt i Nyhavn. Dens Ord og Toner er kendt af hvert Barn i

Havnen, lige fra Kahytten til det gamle Guldmagerhus paa Solsiden,

og fra Gilleleje til Marstal paa Charlottenborg-Siden.