NyhavnNyhavn

I gamle Dage kunde man altid træffe ham i Nr. 27 i Café Shanghai,

der reklamerede med at være Nyhavns ældste Beværtning. I det

trange Forlokale spillede den sædvanlige Trio: en Pianist, en Violonist

og en Trommeslager, og den lyse, smækre Opvartningsjomfru Lydia

gik ikke af Vejen for en Svingom ind imellem Omgangene ud fra det

fornuftige Ræsonnement, at Dans forøger Tørsten.

Men dybest inde i det dunkle Baglokale sad Pryglemesteren og

stirrede melankolsk frem for sig bag et Bord, ubevægelig som et

Monument, men plirede han lidt med det ene Øjenlaag, saa foer

Gæsterne sammen, for saa vidste de, at der var Tæv i Luften. Nogle

af dem kaldte ham simpelthen hen Prygleren. Andre sagde blot Me

steren. Naar Pigerne skulde gøre sig lækre for ham, kildede de ham

under den blege, tungt nedhængende Dobbelthage og sagde kælent:

»Pryglelasse«! Javist, kært Barn haf mange Navne.

Og et kært Barn er Pryglemesteren. De graa Stænk i Tindingerne

røber, at han ikke længere er nogen ren Aarsunge, Øjenlaagene er

blytunge, Blikket af en egen vemodig Kulde, i Panden har han altid

en endnu næsten kulsort Spytkrølle, Munden er lille og brutal, Næsen

let buet, og som Helhed kan man i dette Nyhavns-Fysiognomi finde

nogen Lighed med salig Peter Fjelstrup i en eller anden særlig natu

ralistisk Skurkerolle.

Han gaar Jclædt som en Sailor, der lige er vendt hjem fra fremmede

Havne. Selv* indendørs bærer han gerne Skipperkasket, han er trukket

i en mørkeblaa Overall og har inderst en ulden blaa- og hvidstribet

Sweater med aaben Hals af den Slags, der benævnes en »Holmens-

Trøje«. Bukserne er holdt oppe af -et Bælte af groft Sejlgarn, der er

snøret stramt om hans trinde Liv. Paa Fødderne har han gerne et Par

Gymnastiksko, som har kendt bedre Dage.

Hvem har nogensinde kunnet skelne mellem Virkelighed og Digt i

de Historier, som Pryglemesteren giver til bedste, naar han har nydt

tilstrækkelig mange halve Kaffe? Det er yderst tvivlsomt,

om han selv kan det mere, saa mange Gange har han fortalt dem.

Hovedbaggrunden for dem alle er den Historie, at han faktisk har

faaet sit Tilnavn, fordi han for mange Aar siden var Betjent ved

Vridsløse Fængsel og den, der afstraffede de Fanger, som havde gjort

sig skyldige i disciplinære Forseelser. Det kan engang imellem stikke

ham at slaa det hele hen som en Spøg, han selv har fundet paa, for

at sætte sig i Respekt som Inspektør i en af Nyhavns uroligste Bevært

ninger. Men ret længe ad Gangen opretholder den gode Pryglemester

nu ikke denne Forklaring. Saa snart han kommer i Humør til det,