NyhavnNyhavn

efter hvad de selv siger!« Der gik et Par Uger. Viceværten sad i

Nr. 11. Saa blev en Dag Nr. 111 paa Etagen oven over idømt femten

Slag, han havde spyttet ned fra Balkonen i Kirken. Naa ja — man

kan jo tage fejl, det er almenmenneskeligt. . . jeg hentede i Stedet

Nr. 11 op i Pryglekammeret. Han gik med under voldsomme Pro

tester. Naa — jeg tror nu nok, det blev til lidt mere end de femten

. . . jeg havde en kold Bajer staaende, som jeg drak af ind imellem,

for der var en Pokkers Hede deroppe under Taget i Pryglekammeret,

og saa tæller man jo nemt forkert. Da vi var kommet til tolv eller

tretten, kunde jeg paa min Ære ikke huske, om det var det ene eller det

andet Tal. Naa, sagde jeg til mig selv, Ret skal være Ret, og for at

faa det helt rigtigt, maa vi saa hellere begynde forfra igen!

Det er sket, at en af hans Tilhørere forsigtigt spurgte Pryglemeste.-

ren, om han da aldrig kendte til den ringeste Medlidenhedsfølelse med

sine Ofre. Han skuede den spørgende an under de sænkede, tunge

Øjenlaag og svarede:

— Nej hov, saa maatte jeg vist have valgt mig et andet Fag!

En anden Gang var der en Pige, som prøvede at finde frem til »det

bløde« i hans Sind. Hun spurgte Prygle-Lasse, om han ikke selv havde

haft Børn.

— Aa jo, svarede han. med et uhyggeligt Grin, jeg havde tre, men

de to i hvert Fald er det ikke værd at tale for meget om. De var ikke

af de gode. Den ene hængte sig i et Træ i Dyrehaven, jeg maatte selv

ud og skære ham ned . .. den ahden kom saamænd til Amerika og

drev det virkelig til noget derovre, for saa vidt som han endte i den

elektriske Stol i Sing-Sing. Den skal jo være ganske magelig at sidde

i. Men man sidder der sjældent ret længe ad Gangen. Min tredie Søn

var den, der gjorde mig mest Ære. Han kom paa Universitetet, og han

er der endnu. Han sidder i en Flaske med Spiritus. De medicinske

Studenter kalder ham »Drengen med Blomkaalshovedet«.

Der var ogsaa en af Havnens Missionærer, der engang søgte at tale

til det gode i Pryglemesteren. Han inviterede ham paa Kaffe og Brød,

spurgte ham ud om hans hele Liv og naaede langt om længe frem til

at tale om, hvordan han i Grunden havde det med Religionen. Prygle

mesteren blev for en Gangs Skyld tankefuld, mens han sad og nippede

til Kaffen.

— Joh, sagde han, dette her med det nye Testamente, det kan jo vi

denskabeligt bevises, at meget af det er rigtigt. Men se, noget Liv efter

dette med Gengældelse og Belønning og al den Slags, den Historie

faar De mig ikke til at hoppe paa. Hvis man havde troet paa saadan