NyhavnNyhavn

noget, saa havde man osse nok stillet sine Ting lidt anderledes an!

Missionæren lænede sig over Bordet og saa indtrængende paa

Prygleren, før han affyrede sin sidste Trumf.

— Hvordan føler De Dem egentlig til Mode, naar De hører en

Kirkeklokke ringe?

— Jeg katte lide det . . . ganske ærligt: det generer mig en hel

Del, naar Garnisons begynder at klemte, bekendte Pryglemesteren. Ef

ter min Mening burde det forbydes at ringe saa stærkt med den Slags

herinde i Byen Søndag Morgen. Man bli’r jo i direkte skidt Humør

af det.

Saadan er Pryglemesteren. Aldrig et Øjeblik falder han ud af Rollen

som usentimental Bøddel — den Rolle, som han nu selv mener klæ’r

ham saa godt.

Men det fortælles i Nyhavn, at man én Gang har set ham græde.

Det var, da Opvartningspigen i Shanghai uforvarende kom til at tabe

en Flaske Aalborg Snaps paa Gulvet, saa den knustes, og den ædelige

Brændevin flød ud over Gulvbrædderne.

Da saa man den store, brutale Mand sætte sig hen ved et Bord,

lægge Hovedet i sine Arme og ryste af Graad over hele den brede

Skikkelse.

— Li’ saa meget jeg kan skrabe sammen, hulkede han, li’ saa meget

kan De slaa i Stykker for mig!

Det varede lidt, før han kom sig af denne Sorg. Men saa var han

ogsaa helt den gamle igen, og Øretæverne faldt, hvor de skulde.

Men de indviede ved, at Pryglemesteren i Virkeligheden er en mere

sammensat Natur, end man ved første Blik skulde tro. Han er ogsaa

i Besiddelse af en poetisk Aare, ja, man skulde tro, at han havde gaaet

i Lære hos de rigtige gamle, københavnske Skillingsviseforfattere. Da

han havde takket af som Pryglemester, saadan fortæller han selv, holdt

han nogle Aar til nede i Gynge-Pedersens Kælder paa Halmtorvet.

(Gynge-Pedersen havde sit Navn, fordi han tidligere havde haft en

Gynge paa Dyrehavsbakken). I den lille Kældercafé kom alskens

Gaardsangere og Tyveknægte, og Pryglemesteren skrev Viser til dem,

saa det stod efter! De gjorde mægtig Lykke med hans Repertoire ude

omkring i Vesterbros Baggaarde, men hans bedste Vise var nok den,

han digtede om sig selv og sine Pryglemester-Aar paa »Havren«s

Melodi:

Naadigt Forsyn har paa Jord mig s a t

. . .

Han nynner den endnu i en snæver Kreds hos Vennen Lauritz

Betjent, naar han kommer i Stemning, og han knuser gerne en Taare

dertil.