64 / 99
SPØGERIET PAA MØLLERENS LOFT
Hvem i Nyhavn kender ikke til Spøgeriet paa Møllerens Loft, og
hvem har ikke hørt den tragiske Kærlighedshistorie, som ligger til
Grund derfor?
Vandringsmand i Nyhavn, stands op i det klare Dagslys foran
Nr. 15, den gamle Bygning, hvor tidligere det velbekendte Værts
hus Karl den Femtende laa, og hvor nu Annie W est har sin hygge
lige lille Café, der er et søgt Hjemsted for helbefarne Søfolk uden
Hyrel
Vend Blikket opad og se paa den pragtfulde, gyldne Elefant, som
danner Frontispicen over Indgangsdøren til den gamle Trappegang
ved Siden af Cafeen 1 Man siger jo nok, at Elefanter glemmer aldrig,
og tænk om denne Elefant kunde tale og fortælle om alle de mærk
værdige og utrolige Ting, som er sket i det gamle Hus, lige siden
det i Midten af det attende Aarhundrede blev bygget, og Elefanten
selv af Husets Bygmester og Ejer blev muret ind paa den Plads over
Døren, hvor den siden troligt har løftet sin gyldne Snabel. Da vilde
vi ogsaa faa den sande Historie at høre om Mølleren og Ane, da
vilde vi forstaa, hvorfor det spøger deroppe paa Loftet i Nyhavn
Nr. 15, saa at det kræver mere end almindeligt Sømandsmod at til
bringe Natten i et af de smaa, snævre Loftskamre.
Mølleren var en glad Sjæl og en driftig Mand. Han drev en af
de gamle, historiske Stubmøller udenfor Voldene, og Forretningen
gik strygende for ham, for han kunde sit Kram, og han passede sin
Mølle. Naar han en Gang om Ugen kom til Bys, saa spurgtes det
viden om, at nu var Mølleren her. Han kunde spille et Slag Kort
og svinge sit Bæger som en lystig og fri Mand, hvem det var godt
at være i Selskab med. Til Pigerne havde han et godt Øje, endskønt
han slet ikke behøvede at tage til Staden for at finde en Glut med
rosenrød Mund og en Krop, der var drejet paa den rigtige Maade.
Han havde sin Ane derhjemme paa Møllen, og selvom Præsten nok
ikke havde givet sin Velsignelse til deres Kærlighed, saa følte han
dog, at hun hørte ham til som hans egen, og naar han rundelig havde
betalt sin Regning i Gæstgiveriet, saa satte han sig paa Bukken af
sin Vogn og slog Smæld med Pisken over den brunes Hovede, for
nu gik det hjem til Møllen og Ane.
60