NyhavnNyhavn

fæ rd ed e s dér. Skal m an fo rtæ lle N y h av n s H isto rie saadan , at man

nog en lun d e faa r d et hele m ed, saa komm er m an ikke ud en om »R en

den« — denne Sp lin t af et V e rd en sh av n s Spejl, der ligger saa tilfæ l

d ig t h e n k a ste t m id t imellem B rostenene. D ette mørke, ro lig t vuggende

V a n d , der baad e d rag e r og fo rsk ræ kk e r. Seinen i Paris h a r sin særlige

trag isk -rom an tisk e A tm o sfæ re gennem de mange Selvmord hv ert A a r

paa G ru n d af u ly k k e lig Kæ rlighed , som unge M æ n d og ikke m ind st

unge K v in d er beg aar ved at d ru k n e sig i den fra en af P a ris ’ Broer.

T æ n k b lo t paa

l’inconnue!

D e sæ lsom t skønne og rene T ræ k i den

u k e n d te unge K v indes D ø d sm a sk e er k e n d t V erd en over, og ingen,

som ser dem , k an lade væ re m ed strak s a t fo rb inde dem m ed F o re

stillingen om Seinen og

la morgue.

D en gan ske unge Pige, som d en

gan g af en eller and en u k e n d t A a rsa g d ru k n ed e sig i Seinen, og som i

D agev is laa paa den uhyggelige B riks i d et parisiske D ø d sh u s uden

a t blive g e n k e n d t af nogen , er siden blevet til et Symbol, ja næ sten

kan on ise re t som H elgen ind e af alle unge M ennesk er, som endnu den

D a g i D ag , n aar K astan je rne b lom strer, gaar ru n d t og er u lykkelig t

fo re lsked e i P aris.

N y h a v n h a r ik k e et lignende Symbol, sk ø n t der ogsaa gennem T i

derne ha r fu n d e t et og a n d e t Selvmord fo ruden adsk illige Selvmords

fo rsøg S ted i »R end en«. D en teatralske G e stu s ligger nu ikke for

»H avn en« . M en N y h a v n s R ende h a r dog sin egen R igdom af H isto rie,

som ogsaa n o k sku ld e kunn e in spirere en D ig te r af i D ag . U d tøm

m ende lad e r den sig jo ikke fortæ lle paa disse faa B lade, men nogle

enkelte G lim t af d e t b rede og saftige N y h av n s-H um ø r, som helt igen

nem p ræ g er den (i M o d sæ tn in g til S eine-M y terne), maa vi søge at

ind fang e.

H e r er nu S toffer, sto re Stoffer, m angeaarig O vertjener i H o tel

Ø re su n d i N y h a v n N r. 3, lige overfor C h arlo ttenbo rg . H ø jere og

b redere end de fleste er S toffer, ja, der er dem , der vilde sige om ham ,

a t h an er

næsten

lige saa ko lossal i Om fang som R und etaarn , han har

A rm e som Egestamm er, Ben som 1 elefonpæ le. Saadan en M an d for-

s ta a r jo n o k at sæ tte sig i R espek t, naar Stemningen i Væ rtshu set

bliver lid t høj i de smaa T im er — altsaa: dengang, da der var F red

paa Jo rd en , og dette Begreb m ed de smaa T im er endnu eksisterede.

Som Regel behøvede S toffer bare at næ rme sig den uvorne G æ st og

k ikk e lid t paa ham . . . saa blev h an from som et Lam. D e t var ikke

engang nø dv end ig t, at Stoffer løftede højre O verarm og spillede m ed

de væ ld ige M u sk le r inden fo r den ny strøgne, hv ide T jenerjakke.

M en en A fte n var den gruelig gal i Ø resun d , fo r T o rske -O le var