NyhavnNyhavn

stirrede anspændt derned og saa en Mand i lys Overfrakke og Bowler

hat i Færd med at svømme ind mod Bolværket. De fik ham ved fælles

Hjælp hurtigt trukket op paa Gaden, og deres første Spørgsmaal til

ham var:

— Hvor i Alverden kommer De fra?

— Fra Gilleleje! lød det noget forkølede Svar.

— Ih, du milde! udbrød den ene af Redningsmændene. Har De

svømmet saa langt!?

Manden havde saamænd bare været ovre og haft det lidt hyggeligt

hos Reimann i Café Gilleleje paa den anden Side af Nyhavn, og da

han gik derfra, var han gaaet lige ud — i Stedet for til en af Siderne.

Men den største og mærkeligste D ag i »Rendens« Historie var nok

dengang, Peter Ordrup indgik det fatale Væddemaal, der kostede

ham Livet. Peter Ordrup var Kreaturtrækker eller det, der i sin T id

kaldtes Flæskesjover paa Nytorv, hvor Bønderne kom ind med deres

Grise og fik dem vejet. Peter havde Jobbet med at slæbe Svinene op

og ned ad Vægten. Han var en stor og kraftig Kleppert, som ikke

lod sig gaa paa af noget i denne Verden. En tidlig Morgen kom han

trækkende med nogle Kreaturer gennem Havnegade, og bagved gik

hans Medhjælper Snadde-Valde, der var lige saa bitte og sølle af

Udseende, som Peter var stor og stærk. Snadde-Valde jagede paa og

slog efter Kreaturerne med et knækket Tøndebaand, men Peter Or

drup syntes ikke, at det gik rask nok, for han vendte sig flere Gange

om og brølede med sin kæmpemæssige Stemme til den lille Valde:

— Sla’ for Helvede, sla’ løs paa Skidtet, sla’ til de ligger ned og

vrider sig!

Paa Hjørnet af Havnegade og Herluf Trollesgade stod nu i denne

tidlige Morgentime en lille fin og sirlig ældre Herre med kridhvidt

Overskæg, høj Silkehat og guldknappet Stok. Det var en i Datiden

meget kendt og anset Københavner, Kammerherre v. M. Han saa med

A fsky det, der skete, og besluttede at gribe ind. Altsaa lettede Kam

merherren høfligt paa sin stive, rundpullede Hat og henvendte sig

med disse Ord til Kreaturtrækkeren:

— Ja, undskyld, min Herre, at jeg blander mig i det, men jeg tror

ikke, Dyrene har godt af saa streng en Behandling . . .

Peter Ordrup standsede øjeblikkelig, lod Kreatur være Kreatur og

gik med en truende Holdning hen til Kammerherren. Staaende lige

overfor ham lagde han Armene over Kors og brølede følgende lige

ind i Ansigtet paa ham:

— Sku’ du lære mig at føre Hornkvæg, din Æseltrækker, dit elen