19 / 251
er rare, rummelige og lune —; jeg tænker paa den ejendom hvor engang
„Kafé Osbome“ hade tilhuse. Endnu i min tidlige ungdom hade denne
kafé noget gammeltfornemt over sig, et vist ry; jeg har været der engang og
husker dunkelt røde plydsmøbler, marmorborde med stang, vægflader med
guldlisteindramning og mathvidt glasloft med gyldne lister ogsaa dér . . . Og
hér — en af de første grimme vesterbroske sidegader med deres skygge:
Oehlenschlagersgade! Af skjaldenes Adam, naturens muntre søn - er der
intet i denne gade, og intet af den store digters friske poesi (men saadan er
det jo med de fleste digtergader!). Hér laa dog det hus, hvor Oehlenschlagei
fødtes! Der er et skilt, saa godt skjult som det kan være, naar det ikke ganske
dækkes til af andre skilte! Hér fødtes han - udenfor byen, paa grænsen
mellem land og by!
Det stykke Vesterbrogade, vi nu har forladt —stykket fra Kingosgade og
her ned til Værnedamsvejen — er trods al trafik endnu stilfærdigt, næsten
blidt, lyset er et andet end paa strækningen fra Søndermarken og ned til
Platanvej, men det har endnu noget blidt over sig som et høstligt solskin, et
høstligt eftermiddagssolskin . . . eller de svale skygger under gamle trær en
sommerdag. Jeg ved ikke hvorfor, det forekommer mig saaledes. Der er som
et skær af ældre hyggelighed over disse dele af Vesterbrogade, endnu lidt ro,
ikke den store trafik, den trafikale støj. Ja, man synes der er som et skær af
fortids landlighed endnu, som hade disse huse — især de ældre — bevaret
noget af det, de i tiderne har oplevet i deres fysiognomi. . . Og et nu - skønt
det næppe er rigtigt, skønt det gælder andre gader, —et nu spørger man sig
selv, om der er en gade med saa meget fortid endnu som dette stykke Vester-
brogade fra bakkens fod derude og ind til Værnedamskrydset, hvor ligesom
et andet Vesterbrogade begynder. Husenes udseende, fassaderne spejler som
lag af tiden, det landlige, det provinsielle, det borgerlige, landstedet, vogn
mandsstalde og smedier, gammel haandværk, handel og anden foretagsom
hed, smaaborgerlig idyl og byproletariatets frembrud, lejekasernerne, side
gadernes overbefolkning, en by i vækst . . .
Det næste stykke Vesterbrogade, ned mod Vesterbros torv, og for den sags
skyld videre til „hullet“ ved banegaarden, er et helt andet Vesterbrogade.
I I