24 / 251
meldte det skete) . . . en direkte protest mod de fremmede voldsmænds nær
værelse . . .
Hér staar en række kastanjer der er som selve byens foraar; naar de —
efter længe at ha tøvet med store, bristefærdige, klæbrige knopper —endelig
springer ud, saa er det foraar i København. Hvor underligt med denne plads
der ingen plads er, ikke er smuk, ikke er noget rum, ikke ejer plan, samling,
orden —hvor underligt at den dog er det den er for enhver Københavner,
byens hjerte, pulsslaget, centrum, storbytempo og provinsiel due-idyl! Hvilket
liv paa denne plads, hvilken trafik, hvilket virvar —og hvilken fredelighed!
Dér ligger raadhuset, som vi kender det fra daarligt kolorerede postkort. Er
det stort bedre i virkeligheden? Men nu er det der. Det har dog dette taarn,
dette ur og dette klokkeslag. Og maaske ser vi slet ikke mere paa det ellers
og lader folk fra provinsen og Malmø om det. Der er jo livet paa pladsen.
Og der er stoppestederne. Der er bænkene, fuldt besatte altid, der er kiosken,
der er duerne, der er frugtvognene (og der er altid gerne en eller anden
improviseret bygning opstillet, et sommerhus osv.), der er den underlige
lille trafikpavillong, og rundt om er hotellerne, bladbygningerne, Politikens
hus og B. T.s hjørne, og endelig er der i muslingeskallen kanonfotograferne
og brudefolk fra raadhuset eller turister eller folk fra provins og land der
stiller sig op og biir fotograferede . . . Ovre i den underligt øde og stille
side af pladsen er der ogsaa dragespringvandet. Og saa er der trafiken, og
strømmen af mennesker der kommer fra Vesterbrogade og gaar videre ad
Strøget eller kommer fra Strøget og gaar videre ud ad Vesterbrogade. Der
er altid strøm af mennesker, — og ikke mange ved hvor smuk, hvor smuk
trods alt, raadhuspladsen er en sen lys sommernat eller en meget tidlig mor
genstund - eller en vintermorgen med sne endnu uberørt af mennesker og
trafik . . .
Og hér, paa raadhuspladsen, mødes vi, hér sætter vi hinanden stævne;
altid staar der nogen og venter, altid er der nogen der mødes. De ventende
staar stille —det er saa underligt at staa et sted oppe ved et redaktionsvindu
og se ud over og ned over raadhuspladsen, den er som en myretue af menne
sker i bevægelse, men hér og dér, gerne ved kiosken, staar mennesker stille og
16