Previous Page  27 / 251 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 27 / 251 Next Page
Page Background

terede henrykt: Idag mødte jeg paa Østergade 27 Mennesker, med hvem

jeg er Dus! Jo, Strøget spillede en Rolle i Ens Tilværelse: Hér proklamerede

man sin nyeste Forlovelse ved at gaa med Pigen flere Dage i Træk, hér de­

monstrerede man ogsaa Skilsmisse . . . en kendt Kunsthandler, hvis smukke

Kone var løbet fra ham, spadserede op og ned med et Barn ved hver Haand

og en ligesom usynlig Plakat paa Brystet: Se, hvor vi er forladte!

I Københavns Historie er Strøget et forholdsvis nyt Fænomen. Det attende

Aarhundredes unge, elegante Mennesker spadserede ikke paa Østeigade, de

foretrak Norgesgaden ude i den nyanlagte Frederiksstad (idag Bredgade).

Hér, hvor de adelige Palæer laa og Karosserne kørte, mødte man Jomfru

Thielo, Jomfru Rose og andre af de smukke Actricer fra Komediehuset paa

Kongens Nytorv. Bredgade forblev langt ind i det tyvende Aarhundrede

Overklassens Promenade. Etatsraaddøtrene passede paa at være der, naar ved

4-Tiden om Eftermiddagen Undervisningen var forbi paa Kadetskolen. Saa

kom de vordende Søofficerer med deres blanke Bandolerer og gyldne Dolke

ude fra Nyboder og foretog et hastigt Erobringstogt i Retning af Palmehaven:

Balkort blev udfyldt, Aftaler truffet med Hensyn til baade Lanciers og Kot-

tillon paa næste Uges private Baller. I Bredgade luftede ogsaa Gesandterne

(den Gang ikke saa travle som nu) deres Pelse og høje Hatte. Frederik V II I

og hans to yngste Døtre (med store Strudsfjer paa Hattene) trak frisk Luft,

man bukkede, man nejede. Johannes Poulsen, der selv hørte hjemme i Kvar­

teret, han satte Pris paa Adel og udtalte A ’et meget aabent, sagde engang

om en ung mondæn Digter, der til en Afveksling fandt paa at bestille noget:

Tobias har saa travlt, at han for Tiden maa gaa ad Store Kongensgade!

Det egentlige Strøg (det borgerlige) begynder dog først fra d’Angleterre s

Hjørne, hvor Østergade munder ud i Kongens Nytorv. Trangen til at gaa

paa Strøget opstod i H. C. Andersen’s pure Ungdom, og han gik der selv

gerne, skønt han ikke kunde lide de Mennesker, han traf dér . . . thi det var

jo netop Grinebiderne, dem, han hadede og frygtede. De unge Dagdrivere,

der i Eftermiddagstimerne samledes hos Jacob Mini, Konditoren henne i det

Hus, hvor senere Generationer gaar hos å Porta, fortsatte deres evindelige

Teatersnak, mens de - efter at have taget godt til sig af Crémeboller, Makro­

19