DanmarkLandetMellemHavOgBælt

fuldt af Kræmmerboder. Smaa lave Butikker indhegnede til 1732 Hellig-

aandskirken, de blev derefter afløste af en kedelig Mur, som ogsaa tog Synet

væk af det skønne Gudshus. Muren forsvandt midt i det nittende Aarhun-

drede, og i Træerne indenfor Gitteret tog hver Eftermiddag i Skumringstimen

store Spurveflokke Ophold. Ved Vintertid var de nøgne Grene tyngede ned

af Fuglenes Tusinder, de sad saa tæt som Blade, og deres Kvidren lød som

et umaadeligt Jubelkor. Hvad var Spurvene saa glade for? Ingen kunde løse

Gaaden. Heller ikke, hvorfor de netop valgte

disse

Træer til Samlingssted.

Københavnerne, som i Strøgtiden strømmede i lige saa mange Tusinder hen

under det levende Løv, saa altid op og sugede til sig af det Humør, der laa i

Pippet. At en Spurv i Overstadighed ofte lod en Klat falde, tog man som

noget selvfølgeligt - det bragte Lykke - hvis man da ikke lige havde sin

nyeste Hat paa. Og saa pludselig en Dag blev Spurvene borte. Heller ikke

det kunde man finde en fornuftig Forklaring paa. Fugleflokkene kom og for

svandt igen som et ornitologisk Mysterium. Det var under første Verdenskrig,

og nogle mente, at Grunden maaske var den, at Hofbager Rubow paa den

anden Side af Gaden ikke længer lagde Brødkrummer ud. Rationering var

indført, og der blev aldrig gammelt Brød tilovers. Andre paastod, at Auto

mobilerne havde fortrængt Hestedroskeme og dermed fremkaldt en beklage

lig Mangel paa Hestepærer. I hvert Fald mistede Strøget, da Spurvene svig

tede det, sin egen Melodi . . . der var noget saa opløftende i dette Brus af

Fuglestemmer. Der var en Hilsen i det fra den evige Natur til den forgænge

lige Asfalt. Det var en Gaade, som aldrig blev løst.

Vimmelskaftet har aldrig i min Tid været særlig spændende, men i Chri

stian V I I I ’s København talte man meget (og forarget) om en Modehandler-

inde i Nr. 38, en vis Louise Rasmussen, som hentede sine Varer fra Emmy

Lecharpentier i Paris - og det var i og for sig ikke nogen Sensation - men

som for at paakalde de Forbipasserendes Opmærksomhed i sit Vindue havde

ladet opstille en legemsstor, elegant paaklædt Dukke,

som kunde dreje rundt.

Det var næsten uanstændigt, og der var da ogsaa Trængsel udenfor Butikken.

Louise Rasmussen havde ikke det bedste Ry for Dyd, men hendes gode Smag

var uomtvistelig. Altsaa overvandt man sine moralske Betænkeligheder og