fuldt af Kræmmerboder. Smaa lave Butikker indhegnede til 1732 Hellig-
aandskirken, de blev derefter afløste af en kedelig Mur, som ogsaa tog Synet
væk af det skønne Gudshus. Muren forsvandt midt i det nittende Aarhun-
drede, og i Træerne indenfor Gitteret tog hver Eftermiddag i Skumringstimen
store Spurveflokke Ophold. Ved Vintertid var de nøgne Grene tyngede ned
af Fuglenes Tusinder, de sad saa tæt som Blade, og deres Kvidren lød som
et umaadeligt Jubelkor. Hvad var Spurvene saa glade for? Ingen kunde løse
Gaaden. Heller ikke, hvorfor de netop valgte
disse
Træer til Samlingssted.
Københavnerne, som i Strøgtiden strømmede i lige saa mange Tusinder hen
under det levende Løv, saa altid op og sugede til sig af det Humør, der laa i
Pippet. At en Spurv i Overstadighed ofte lod en Klat falde, tog man som
noget selvfølgeligt - det bragte Lykke - hvis man da ikke lige havde sin
nyeste Hat paa. Og saa pludselig en Dag blev Spurvene borte. Heller ikke
det kunde man finde en fornuftig Forklaring paa. Fugleflokkene kom og for
svandt igen som et ornitologisk Mysterium. Det var under første Verdenskrig,
og nogle mente, at Grunden maaske var den, at Hofbager Rubow paa den
anden Side af Gaden ikke længer lagde Brødkrummer ud. Rationering var
indført, og der blev aldrig gammelt Brød tilovers. Andre paastod, at Auto
mobilerne havde fortrængt Hestedroskeme og dermed fremkaldt en beklage
lig Mangel paa Hestepærer. I hvert Fald mistede Strøget, da Spurvene svig
tede det, sin egen Melodi . . . der var noget saa opløftende i dette Brus af
Fuglestemmer. Der var en Hilsen i det fra den evige Natur til den forgænge
lige Asfalt. Det var en Gaade, som aldrig blev løst.
Vimmelskaftet har aldrig i min Tid været særlig spændende, men i Chri
stian V I I I ’s København talte man meget (og forarget) om en Modehandler-
inde i Nr. 38, en vis Louise Rasmussen, som hentede sine Varer fra Emmy
Lecharpentier i Paris - og det var i og for sig ikke nogen Sensation - men
som for at paakalde de Forbipasserendes Opmærksomhed i sit Vindue havde
ladet opstille en legemsstor, elegant paaklædt Dukke,
som kunde dreje rundt.
Det var næsten uanstændigt, og der var da ogsaa Trængsel udenfor Butikken.
Louise Rasmussen havde ikke det bedste Ry for Dyd, men hendes gode Smag
var uomtvistelig. Altsaa overvandt man sine moralske Betænkeligheder og
25