34 / 251
købte hendes Hatte. Dette var i November 1844. Fem Aar senere holdt den
tidligere Figurantinde ved Hr. Boumonville’s Ballet, Modehandlerinden i
Vimmelskaftet, Bryllup med Hans Majestæt Kong Frederik V II og fik Titel
af Grevinde Danner. Hattene var i Mellemtiden bleven temmelig umoderne,
heldigvis, thi nu vilde ingen gaa med dem, saa hadet var den Kvinde, der
havde solgt dem.
Bernina, Caféen paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde i det
gamle Tutein’ske Palæ, har jeg aldrig besøgt i dens Glanstid, den Gang, den
var virkelig litterær og altsaa temmelig berygtet. Jeg har desværre ikke selv
set Knut Hamsun sidde ved et tomt Marmorbord og se sulten ud eller Johan
nes V. Jensen digte over fire blomstrende Stykker Smørrebrød. Jeg har heller
ikke (den Gang) sværmet for den henrivende Edith Nebelong, nu Rode, eller
hendes Søstre, Hofmedicus’ begavede og ombejlede Døtre. De syede Kjoler
af Køkkengardiner og pyntede deres florentinske Straahatte med levende
Ranker af rød Vildvin. Nej, i min Tid var saamænd Bernina meget skikkelig.
Hér kom af litterære Berømtheder egentlig kun Nordmanden Thomas P.
Krag. løvrigt bestod Stamgæsterne af norske og danske Malere, for hvem
Jens Pedersen, Københavns sidste Boheme, holdt Foredrag over Absint’en.
Han talte gerne og satte ikke Pris paa, at andre havde noget at skulle have
sagt. Efterhaanden var det lykkedes ham at bilde sin Samtid ind, at han
havde Talent. Det skal siges til hans Ros, at selv troede han neppe paa det.
Og han var saa forsigtig at give Dovenskab Skylden for, at han aldrig skrev.
Det imponerede.
Jens Pedersen beherskede Bernina, indtil den sidste Rest af Bohémestem-
ning var flygtet, og Forretningsverdenen rykkede frem. Filmsfolkene tog Ca
féen i Besiddelse ved Frokosttid, og Luften svirrede nu med Millionbeløb.
Ole Olsen spiste den billigste Ret, mens i hans Biograf nede paa Fortovet
Folk strømmede ind gennem Portalen. Dagen igennem skraalede den kæmpe
store Dørvogter ud i Strøgets Larmen: De kommer ind med det samme!
Ovenover Bernina havde Frede Skaarup sine Kontorer, baade for Film og
Teater. Var man saa heldig, at et Vindue paa en lun Foraarsdag stod aabent,
kunde man høre en Komponist spille Sommerens Melodi til Scala-Revuen
26