![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0192.jpg)
Det var ganske aabenbart, at hun havde ventet at blive stillet Ansigt til
Ansigt med en blodtørstig Menneskehorde a la den franske Revolutions Ræd-
selsperiode og et Par Talere i Retning af Danton og Robespierre . . .
I gamle Dage var det saa nemt at sige, at her hørte Valby op —her be
gyndte „Landet“ , og naar man havde travet eller cyklet saa og saa mange
Kilometer, kom man først til Vigerslev, derefter til Hvidovre —og drejede
man til højre ved Damhussøens Vestside, var man i Rødovre. Hver især var
afgrænsede Landsbyer, saa man kunde nemt hitte ud af, hvad der var hvad.
I Dag er dette simpelt hen umuligt —med mindre man da betjener sig af
et Matrikelkort, eller hvad saadan et Kort nu hedder. Saa vidt jeg har kun
net konstatere, er Begrebet Vigerslev som Bydel ganske forsvundet. Hvidovre
og Rødovre er der derimod faktisk noget der hedder, men Postdistriktet
er Valby, og hvad der egentlig er Hvidovre og hvad Rødovre, kan man som
sagt maaske nok finde ud af — men umiddelbart indlysende er det ikke.
Man kan ikke
se
det. Det eneste, man maa gøre sig klart, er, at den køben
havnske Bygrænse løber midt igennem disse to Bydele. Der staar en Bygrænse
sten paa Roskildevej omtrent ved Damhustorvet, en Bygrænse er der altsaa,
men den er ikke markeret, ikke mere end den f. Eks. er paa Væmedamsvej,
hvor den østlige Side af Gaden er København og den vestlige Frederiksberg.
Nu skal man vitterligt et godt Stykke ud paa den anden Side Bygrænsen, før
man er „helt ude paa Landet“ . Da jeg som ca. 10-aarig erhvervede mig min
første Cykle, var det en hel Begivenhed at faa Lov til at cykle saa langt
udenfor Byen som til den dengang meget landlige Landevejskro, Damhus
kroen, og faa Tilladelse til endvidere at dreje ned ad den støvede, smalle øde
Hvidovrevej, køre videre ad den —og maaske en Bivej, det husker jeg ikke —
til den lige saa ensomt beliggende og primitive Flaskekro for at vende tilbage
til Byen ad den smalle og støvede GI. Køgevej, der før sin Betontilværelse
var lige saa smal, øde, kroget og knudret som enhver lidet trafikeret Sognevej
ude paa det yderste Bøhland er det i Dag. Ja, vel endnu mere forresten, for
nu kan man dog risikere at møde en Bil selv paa den ødeste Sognevej i det
mørkeste Jylland —men dengang kunde man højest være saa heldig at passere
et enligt og sendrægtigt Hestekøretøj . . .
153