196 / 251
Centralen blev oprettet - i en Enkefrues Dagligstue - og atter var Valby
rykket „Byen“ et Skridt nærmere.
Men endnu var Idyllen ikke forsvundet, den trak sig nølende tilbage, blev
tvunget tilbage, Skridt for Skridt indtil den første Verdenskrig udbrød, saa
døde den Straadøden, langsomt og modvilligt —men uundgaaeligt.
Og nu er den borte. Uigenkaldeligt.
I Valby, Hvidovre og Rødovre, hvor der indtil Aarhundredskiftet vel
næppe boede mere end nogle faa Tusinde Mennesker alt i alt, lever der nu
ca. 100,000 Københavnere lavt regnet. Ikke „Valbyere“ ! Ikke Bønder fra
Hvidovre og Rødovre! Men Københavnere —næsten med K . . .
Og dog er vi en lille Kærne tilbage endnu, som kalder os „Valbyere“ —de
yngste af os er midaldrende Mennesker. Og snart er ogsaa vi borte og med
os Mindet om tre smaa Landsbyer, der blev slugt af Storstaden.
156