134 / 461
„N ø jsom h ed “ .
E fter M eddelelser af E r. pliil. C. Bothe og Dr. phil. D. Bohé.
„ N ø j s o m h e d “ fortjener blandt Lyststederne paa Strandvejen
en særlig udførlig Omtale, fordi det gennem første Halvdel af
forrige Aarhundrede har indtaget en fremtrædende Plads i køben
havnsk Kultur- og Selskabsliv, særlig kendt som Samlingsstedet
for de til Administrationen af Hertugdømmerne knyttede, højt-
staaende og aandsfornemme, indbyrdes tysktalende, men strengt
loyale Embedsmænd. Tillige hævder „Nøjsomhed“ en Særstilling
blandt Københavns gamle, kendte Lyststeder som det eneste, der
i langt over et Aarhundrede har været nedarvet i samme Slægt,
og hvor der endnu den Dag i Dag lever Ætlinge i femte Gene
ration efter den Mand, der skabte dets Ry.
Den 13. November 1799 tilskødede „Commissionen for de Fonds,
som ere henlagte til at afbetale de til Gadernes Udvidelse af
købte Grunde m. v.“ Murmester Hans Christopher Ondrup den
Staden København hidtil tilhørende, til Gartner Hans Peter Pe
tersen forhen bortfæstede Bygge- og Haugeplads tilligemed
2
Væn
ger, beliggende paa Hjørnet af Øster-Landevej og Vejen til Kalk
brænderiet til evindelig og urokkelig Ejendom for en Købesum
af 3330 Rigsdaler
8
Skilling foruden Jordskyld og Rekognition
ved Ejerskifte. Ejendommens Areal har udgjort ca. 16 Tdr. Land,
omtrent 225
000
□ Al. Hvis Køberen lod nogen hidtil ubebygget Del
af Ejendommen udlægge til Bebyggelse eller Gaardsplads, skulde
han yderligere for hver af de første 7000 □ Alen erlægge
6
Skil
ling dansk, for det øvrige Areal
8
Skilling pr. □ Alen. Nævnte
Murmester Ondrup gik imidlertid fallit ikke længe efter, og Ejen
dommen blev ved 7de Auktion d. 3. September 1801 af Kongelig
Majestæts bestalter Højesteretsassessor og Auktionsdirektør Jens
Parelius Brown tilslaaet Student Johannes Liebenberg og Told
skriver Egeriis i Forening som Højstbydende. Disse begærede
derefter særlige Skøder for de Dele af Ejendommen, hver for sig
ønskede at beholde. Egeriis overtog det søndre Vænge, der om
fattede
6
V
2
Td. Land, dog med Fradrag af
1
Td. Land, der hen
lagdes til det i Vængets sydlige Spids nyopførte Hus. Resten af
Vænget købtes senere af Gartner I. E. Ohlsen, som der grundede
sit store, landskendte Gartneri.
Liebenberg fik for sit Vedkommende under 9. December 1801
Auktionsskøde paa den Del af „bemeldte Ejendom, Nøjsomhed“,
som bestod af den ældre Gaards Bygninger med den derved væ
rende betydelige Have og det nordre Vænge, tilsammen noget
over
9
V
2
Td. Land. Bygningerne bestod af en til alle Sider grund
muret Vaanings-Bygning, 10 Fag, 1 Etage høj med Kælder under
og Heltag. Huset laa med Facader mod Syd og Nord og Gavlen
mod Vejen. Paa den anden Side af Gaardspladsen med dens
store Plæner og Lindetræer og parallelt med Vaaningshuset
laa en 8 Fags Mur- og Bindingsværks Bygning med Forpagter
bolig, Stald, Karlekammer og Tærskerum samt stort Kornloft.
Købesummen for Liebenbergs Del af Ejendommen ansattes i For
hold til det Fællesbud, for hvilket han og Egeriis havde faaet
Hammerslag, til 5256 Rigsdaler Courant, medens Egeriis for sin
Del af det søndre Vænge, paa hvilken ingen Bygninger fandtes,
betalte 1850 Rigsdaler.
Ved Skøde af 5. Januar 1803 overdrog Liebenberg med sin Mor
fader og Curator, Hr. Johannes Seylings Samtykke „Nøjsomhed“
med derværende Bygninger, som efter de af ham foretagne Til
bygninger og Forbedringer var brandforsikrede for 4350 Rigsdaler,
og tilliggende Grund samt 2 Heste, en Ko, en Kalv og alle Avls
redskaber til daværende Legationsraad K i r s t e i n for en Købe
sum af 9500 Rdl. Da Ejendommen omtrent 30 Aar senere over
gik til hans Søn, betragtedes den Sum, 6000 Rdl., for hvilken
den paa Skiftet udlagdes, som meget højt ansat.
I Auktionsefterretningerne fra 1801 findes følgende Beskrivelse
af Ejendommen, i hvis nordøstlige Del der fandtes en ret stor og
dyb Dam: „saa er og i Haugen, der for en stor Deel er indhegnet
med Planker og Stakitværk og indeholder 5 Tdr. og 5 Skp. Land,
omtrent 300 forskjellige Frugttræer foruden Ribs- og Stikkelsbær-
træer, en Skov af vilde Træer langs Haugens nordre Side og 2
Lindealléer; videre 9 Asparges- og 30 Jordbær-Beder. I det nor
dre Vænge er en Linie af Grantræer saa og paa Grøvterne, som
indhegne Vængerne, en Mængde vilde Træer.“ Ejendommen var
mod Nord og Øst afgrænset fra Vejen ved dybe, 6 Alen brede
Grøfter; fra Gaardspladsen førte en Hovedgang gennem hele
Haven ned til en massiv Laage, ad hvilken man over en Bro kom
ud paa Kalkbrænderivej; med stor Liberalitet fik Familier, der
senerehen tog Ophold ud ad denne Kant, leveret Nøgler til Laa-
gen for at lette dem Vejen til Østerbrogade. Maalt over Diget
bag disse Grøfter var Længden mod Øst og Nord henholdsvis 381
og 318 Alen, Facaden mod Østre Landevej var 388 Alen lang.
Det var en meget smuk og frit beliggende Ejendom, mod Nord
og Syd grænsende til udstrakte Havearealer, mod Vest med Ud
sigt over Fælledernes vidtstrakte Græsslette og mod Øst kun skilt
fra Sundet ved bølgende Kornmarker; og smukkere blev den i de
følgende Aar ved de Fældninger og Nyplantninger, Kirstein lod
udføre.
E r n s t P h i l i p K i r s t e i n tilhørte en gammel, anset, pommersk
Embedsmandsfamilie, som var indgiftet bl. a. i de Biilowske og
Bismarckske Slægter, og var Søn af preussisk Jagtraad og Kam
meradvokat Ernst Peter Kirstein og Hustru Johanne Caroline,
født Ladewig; hans Bedstefader var Ernst Bogislaw Kirstein, kg],
preussisk Raad og Hofretsadvokat, og Oldefaderen var Senator i
Koslin Ernst Jacob Kirstein. Han fødtes 1759 i Stettin, studerede
1778—80 i Halle og kom 1781 til København som Sekretær hos
Skatmester, Grev Heinrich Carl Schimmelmann, hvis Brodersøn,
Generalguvernør paa de dansk-vestindiske Øer H. L. E. v. Schimmel
mann, var besvogret med Ivirsteins Moder. Kun kort Tid var han
k nyttet til Grundlæggeren af det Schimmelmannske Dynasti, Køb
mandssønnen fra Pommern, der blev dansk Lensgreve og Elefant
ridder, Manden med den geniale Handelsaand og den eventyrlig
heldige Haand; Skatmesteren afgik nemlig allerede i Februar Aaret
efter ved Døden, efterladende sine under hans Virksomhed i den
danske Stats Tjeneste erhvervede Ejendomme, Grevskabet Linden-
borg og Fideikommisset med Geværfabriken i Hellebæk samt
Plantagerne i Vestindien, til sin ældste Søn, Grev Ernst Schimmel
mann, „Statsministeren, Digteren og Tænkeren, Videnskabens,
Kunstens Kender og Dyrker“. Kirstein vedblev at fungere som
Privatsekretær hos Sønnen og fik Bolig i det Schimmelmannske
Palæ i Bredgade, hvor Greven, der kort efter Faderens Død indgik
sit andet Ægteskab med Charlotte Schubart, opholdt sig om Vin
teren. Til det Schimmelmannske Hus, der Aaxtier igennem var
Midtpunktet for de diplomatiske og finansielle Drøftelser, og hvor
i en tiltalende Blanding af Pragt og Hygge alt samledes, hvad
Danmark ejede af fremragende Personligheder i Videnskabens og
Literaturens Verden, knyttedes Kirstein med Aarene fastere og
fastere og omfattede det til sin Død med aldrig svigtende Hen
givenhed og Trofasthed. Ernst Schimmelmann drog ham ind i sit
geniale, men stærkt omtvistede og i Følgerne skæbnesvangre, finans
politiske Syn med dets Fortrin og Mangler og skænkede ham en
stedse urokkelig Tillid; ogsaa rent menneskeligt nød Kirstein hans
fulde Sympati, pligtopfyldende, evnerig og taktfuld som han var,
I de fjorten Aar, han beklædte Stillingen som Schimmelmanns
Privatsekretær, var han dennes højre Haand og toges paa Raad i
Husets intimeste Anliggender. Senere blev han ogsaa Administrator
for det Schimmelmannske Fideikommis og af Grevens Privatkasse,
og fik som saadan udøvende Del i den næsten ubegrænsede God
gørenhed, HjaHp og Støtte, som Ernst Schimmelmann udviste til
alle Sider. Ogsaa hos Schimmelmanns Hustru, denne højtbega-
vede, men vægelsindede og med sin skarpe Tunge ofte saarende
Dame, galdt han meget, og han er utvivlsomt den eneste, der gik
fri for hendes strenge Kritik. Hun betegner ham som sin „meget
intime Ven“ og fremhæver hans „uforligneligt lyse Sind og har
moniske Væsen“. Som Aarene gik, blev han ogsaa Samvittigheds-
raad for Ernst Schimmelmanns Søskende og Svogerskab og var
særlig i de trange Tider, der oprandt for Landet, utrættelig og
uegennyttig rede med Raad og Daad, naar de henvendte sig til
ham.
Ligesom Ernst Schimmelmann var Kirstein levende aandeligt
interesseret, særlig for tysk Literatur og for Musik. Han var
maaske Schillers første Læser herhjemme og er sikkert den, der
først vakte Schimmelmanns Interesse for Digteren, hvem Greven
sammen med Hertugen af Augustenborg i hans Livs kritiske Fe-
riode ydede en pekuniær Hjælp, uden hvilken hans skabende
Kraft efter al menneskelig Beregning Var blevén brudt. Kirstein
hørte til Baggesens tidligste Venner, ligesom han blev ham længst
tro, og han har i Manuskript efterladt en tysk Oversættelse af
„Labyrinten“ ; sammen med Ernst Schimmelmann er han utvivl
somt Forfatter til det under Titlen „Ausrufungen“ i Holger Dan-
skefejden fremkomne, bekendte Indlæg, der hidtil med Urette
har været tillagt Frederikke Brun.
126
KØBENHAVNS
i a t c