140 / 461
og da Generalkommandoen ikke turde tage nogen Beslutning,
saalænge der ikke forelaa et bestemt Udtryk for den offentlige
Mening, forekom det ham at være simpel Borgerpligt at frem
skaffe et saadant. En særlig Undsætning kunde ikke ventes, og
Byens Ulykke kunde kun forøges ved den fortsatte Bombardering,
hvorfor han i Samraad med flere traf Foranstaltninger til at rette
en Henvendelse til Magistraten, der kunde paavirke Peymann til
at indvilge i Kapitulationen. Denne var dog besluttet, inden
Adressen fra Borgerskabet var naaet frem.
De følgende Nedgangsaar kunde ikke kue Kirsteins sunde Hu
mør; „den egentlige tyske Kreds i dens fordums Lystighed“ havde
vel opløst sig, da Rist i 1816 besøgte København, „den levede kun
svagt videre i det Kirsteinske Hus“. Omkring de gamle Træer
var fremskudt en ny Bevoksning, Sønner af fjerne Venner og
Kammerater. Men den gamle Tid med dens store Tro og Forvent
ning, den sorgløse Livsglæde var udrundet.
Kirstein var naaet højt paa Embedsstigen, siden han 1786 var
gaaet over i Statstjenesten, og han havde befæstet sin Anseelse
som Finansmand ved at yde Landet adskillige vigtige Tjenester.
I 1788 havde han med uindskrænket kongelig Fuldmagt været i
Holland og Brabant for at afslutte et større Pengelaan, 1799 og
1810 var han i samme Øjemed i Hamborg, 1795 blev han Medlem
af Kommissionen til Negerhandelens Ophævelse, 1809 Deputeret
i Finanskollegiet, 1813 Medlem af Kommissionen til Undersøgel
sen af forskellige Finansanliggender og udnævntes 1816 til De
puteret i Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet. Hans Be
tænkning til en Omordning af Veksellovgivningen blev efter at
have undergaaet forskellige Forandringer i en Kommission, hvori
han og A. S. Ørsted havde Sæde, i 1825 ophøjet til en Forordning,
der i to Menneskealdere kom til at danne en af Grundpillerne
for Lov og Ret i al Handel og Omsætning her i Landet. I 1829
blev han Konferensraad.
I det gamle Hjem var der imedens vokset fem Børn op, tre Søn
ner, C a r l , der vil blive omtalt nedenfor, E r n s t , der blev In
spektør paa Lindenborg, og E d u a r d , der gik til Bordeaux, hvor
han blev Chef for det gamle og store Handelshus Schröder, Scliy-
ler & Co. og i en lang Række Aar fungerede som dansk Konsul,
i hvilke Stillinger han efterfulgtes af sin ældste Søn, Edouard
Kirstein, og efter dennes Bortgang af den yngre Søn, Camille
Kirstein, der døde i 1917. Sønnerne var i deres tidlige Ungdom
blevet sendt til København for der i forskellige store Handels
huse, bl. a,. det Adolph’ske Firma, at faa deres første merkantile
Uddannelse og perfektionere sig i det danske Sprog, og de be
varede begge til deres Død den varmeste Kærlighed til deres
Faders Fødeland. Af de to Døtre ægtede E m i l i e Overappella-
tionsraad, Dr. jur. W i e s e i Iviel, og C a r o l i n e , der var svagelig,
døde ugift i 1824. I 1812 fejrode det „agtværdige, patriarkalske“
Kirsteinske Ægtepar deres Sølvbryllup i Palæet. Efter længere
Svaghed og haarde Lidelser, som hun bar med stor Taal-
modighed, døde Fru Kirstein i 1820. O e h l e n s c h l a g e r , der
var en hyppig Gæst i Huset, og hvis Hustru Christiane Heger
som ung Pige af hende var bleven indført i det Schimmelmann-
ske Hus, skrev et smukt og følt Mindedigt over hende, hvori
det hedder:
Og derfor aldrig glemme vi Dit Minde,
Skønt nu Dit Støv vi dække maa med Jord.
Hvo sad, som Du, beskeden, ganske Kvinde,
Med huslig Syssel ved det lille Bord?
Og dog — dog i Din Aand erkendtes atter,
At Du var K i r s t e i n s Hustru, C r a m e r s Datter.
Husstandens Styrelse overtoges nu af Frøken A u g u s t a Mu ller,
en Professordatter fra Kiel og Halvsøster til Etatsraad Wiese. Hun
skildres af Mathilde Reinhardt i hendes kun for en snævrere
Vennekreds udgivne Erindringer som en ypperlig, holstensk Type,
virksom og ivrig, men slet ikke streng, og livfuldt interesseret
ogsaa for Politik, som den Gang ellers kun dyrkedes af Mæn-
dene; hun var stærkt optaget af Polens Frihedskamp og Græken
lands Rejsning. For Kirstein var hun som en Datter.
Af „Nøjsomhed“, som det præsenterede sig i Slutningen af
Tyverne, cg af Livet, som levedes der, faar man et Indtryk gen
nem Mathilde Reinhardts Minder fra hendes Barndom : „Fra
Gangstien langs med Østerfælled, hvor man kun saa ud over
den udstrakte grønne Flade med græssende Køer og Heste og
spredt lejrede Menneskegrupper, gik man ad et Par Trin ned
til Vejen og tvers over den, ind ad Stedets perlefarvede Laage.
„N øjsom hed“ forinden den op rin d elige H ovedbygnings v estlig e H alvdel i Aaret 1901 blev n ed revet.
132