146 / 461
Ø sterbrogade (Strandvejen) Nr. 120 B (nu H jørnet af K oldinggade),
M atr. Nr. 862, solgtes som G rundstykke (altsaa ubebygget) A aret 1874 af E nkefru Soline D orthea Olsen, født W iller, E nke efter Slotsforvalter C. T. Olsen til Direktør
O tto R e i n h a r d T h o r v a ld D o lin . G rundstykket udgjorte en Del af den 0. E. Olsen ifølge A rveudlægsskøde af
1846 og M ageskiftebrev af
1832
tilhørende Ejen
dom M atr. N r. 139 B 4 og 5 A af K øbenhavns U denbyes Ivlædebo K varter. —- Yed Skøde af 18. Ju n i 1900 købte C ivilingeniør T. W . K e n n ie Ejendomm en af Boet
efter afdøde D irektør D ohn og tidligere afdøde H ustru Josefine V ilhelm ine, født Sander, og solgte den ved Skøde af 17/4 1905 til S kriftstøber A. H onig til liøj Bebyg
gelse. Personerne, som ses paa V erandaen og Trappen, er Civilingeniør T. W . Rennie med H u stru, D øtre og Svigersøn.
Kommandør, men døde allerede Aaret efter i sin kraftigste Alder.
Han efterlod sig Navn som en af Marinens kundskabsrigeste og
intelligenteste Officerer, hvis tidlige Bortgang beklagedes meget.
Mangt var ændret siden Olivia Rothes Barndoms og Ungdoms
Dage. Udsigten over Sundet, som man endnu i Slutningen af
Treserne kunde nyde fra 1ste Sals Yinduerne, var spærret af
Huse, og Blinket fra Trekroners Fyr saas ikke mere. Østre Lande
vej, eller som det senere hed, Strandvejen var bleven til Østerbro
gade, København rykkede frem i sluttet Trop. Udflytningen til
„Nøjsomhed“ fra Vinterboligen var i hendes Barndomstid en hel
Dags Begivenhed, idet Hjulene paa det tunge Flyttelæs sank til
Navet i Vejens bløde Sand; Forbindelsen med Hovedstaden, som i
hendes Ungdomstid og endnu længe efter Aarhundredets Midte
kun fandt Sted ved egen Vogn eller pr. Omnibus fra Trianglen,
om man da ikke foretrak at vandre tilfods, var nu let, efterat
Sporvognene havde holdt deres Indtog. Ræven og Haren, Maar
og Grævling, og Egernet, der boede i de ældgamle Graapæretræers
dybe Huller, havde sporet Byens Fangarme og var dragne bort
Sommeraftener ved Droslers og Nattergales Sang drømme sig
langt
bort fra Byen, langt tilbage
ti l
svundne Tider.
Kommandørinde Rothe havde sammen med sin Søster faaet en
fortrinlig Uddannelse under Ledelse af Pastor Scheller.
B la n d t
deres Lærerinder var de to Jomfruer Bidoulac — senere Bispinde
Martensen og Digteren Welhavens Hustru — der underviste dem
henholdsvis i Maling og Fransk. Kammersanger Schram og Kom
ponisten Helsted var deres Lærere i Sang og Spil. Hun var en
højt kultiveret og begavet, aandfuld Dame, kundskabsrig og
saare belæst. Levende interesseret var hun for Kunst, baade for
Musik og den bildende og sceniske; hun havde levet i Theatrets
Guldalder og beundret Fru Heiberg og Michael Wiehe; men hun
havde let ved at følge med Tiden, forstod, at Tidsaanden ogsaa
maatte sætte sit Stempel her, og hendes Bedømmelse af en senere
Periodes Ydelser mundede aldrig ud i en ensidig Fremhævelse ai
de gamles Fortrin. Hun havde rejst meget; allerede i sin tidligste
Ungdom foretog hun med sin ovennævnte Onkel Wiese og hans
Hustru en lang Rejse pr. Vogn gennem Tyskland, og der fore
dels ved Leje af betydelige Stykker „Magistratsjord“ dels, i Be
gyndelsen af Halvfjerserne, ved Køb af den ved Jagtvejen belig
gende Ejendom „Lille Venneminde“. Løwe døde i 1879, men Fir
maet var blevet fortsat af hans mangeaarige Kompagnon, Handels
gartner L. G. Frisenette.
Kommandørinde Rothe, der var født i 1830, havde, da hun
overtog „Nøjsomhed“, allerede adskillige Aar været Enke. Hendes
Mand, født 1825 som yngste Søn af Konferensraad Christian Rothe,
havde som ung Løjtnant deltaget i Korvetten „Galathea“s Jordom
sejling, specielt i Kolonisationsekspeditionen til Nicobarøerne, førte
i 1849 „Hekla“, der understøttede Ryes Brigade, og var i 1864 Chef
for Dampskibet „Freja“, der var Forpostskib i v. Dockums Eskadre
i Østersøen. Han var Medstifter af og i de første 10 Aar Formand
for Sømandsforeningen af 1856; i 1873 forfremmedes han til
til friere S te d e r; Storken havde længst forladt sin Rede paa
Forpagterboligens Tag, efterhaanden som de omliggende Damme
fyldtes, Uglen kom kun sjeldent paa Besøg, Gøgen havde holdt
op at kukke, og Skovduen kurrede ikke længer i Træernes Kro
ner. Men endnu laa, Haven der i al sin P ra g t; Lindenes brede
Hang skærmede mod Vejens Støv og Støj, og et Skovparti bag
dem værgede mod Indblik udefra — Kirstein’erne var aldrig blandt
dem, der yndede at stille deres Liv og Færd til Skue. Endnu stod
de mange gamle Træer, endnu fejede Birken, der allerede i Midten
af forrige Aarliundrede nævntes som Danmarks største og skøn
neste, den aabne Plads omkring det med sine hængende Grene,
endnu laa de udstrakte Plæner og duftende Blomsterpartier der,
endnu dryssede de mangfoldige Frugttræer ved Foraarstide Jorden
hvid med deres faldende Blomsterblade, endnu kunde man i lyse
138