150 / 461
Paa Sølyst var alle Nationer og Stænder repræsenterede, og dets
Værtinde, Grevinde C h a r l o t t e S c h i m m e l m a n n , kunde med
Rette sige, at hendes Salon var som en Tryllelygte, i hvilken
Billed fulgte paa Billed i broget Blanding.
Naar Landstedernes Historie tages som Helhed, er der dog
næppe noget Navn, der samler saa mange Minder om Fortidens
Landliv som Slægten F a b r i t i u s (de Tengnagel) fra Cleve med
de i den indgiftede Familier, deres Hjemfæller A b b e s t e e r n e
og W e v e r n e , I s e l i n , v a n H u r k og C l a s s e n , der alle som én
nærede en udpræget Forkærlighed for Landlivet ved Kysten
(Christiansholm, Sølyst, Enrum og Skodsborg).
Dvnastiets Grund
alle Verdensdele for Anker, ventende paa gunstig Vind. Spændende
var det Øjeblik, naar Rederen fra sit Lyststeds Brink gennem
den skarpe Tubus blandt de mange indadglidende Sejlere gen
kendte et af sine længe ventede Skibe, der maaske efter en to-
å tre-aarig Fraværelse stævnede hjem med en Ladning, der re
præsenterede en hel lille Formue. Saa bød man til Gilde herude
paa ægte Skildpadde, serveret paa Guld og Sølv af Mulatter i
broget Silke og med Turban om Hovedet. Det kosteligste ost
indiske Porcellæn kom frem af Skabene, og i de funklende
Krystalglas luede den „oprigtige“ røde Constantia eller andre
udsøgte Kapvine til Guyava og lignende exotiske Syltetøjer.
„Det gode Haab“
læggere var Brødrene
M i c h a e l F a b r i t i u s
(1697—1746), der 1782
udsendte de første
Skibe til Kina, og
J u s t F a b r i t i u s (1708
—1766), der drev Han
del paa Marokko i
Forening med J o s t
v a n H e m e r t og som
Bankier bragte store
Statslaan i Orden samt
var delagtig i Frede-
riksværks Tilblivelse.
Begge Brødre var des
uden Direktører for
Asiatisk Kompagni og
Kurantbanken.
Som
Medstiftere af de til
deres Lyststeder knyt
tede Industrianlæg el
ler omvendt, har de vel
ligesom J o h n B r o w n
ved at opkøbe og opføre
Landsteder spekuleret
i Datidens honnette
Ambition og Passion.
Hine rige, kloge Hati-
delsmænd fra de to
glimrende
Opgangs
perioder under den
nordamerikanske F ri
hedskrig og under den
franske
Revolution,
som fra Eventyrlan
denes fjerne Kyster
hentede de rige Lad
ninger hjem til det
lille, afsides liggende
Danmark, forstod baa-
de at leve og lade
leve. De omgav sig
med fyrstelig Luxus
og udviste Rundhaan-
dethed mod de Arki
tekter, Dekoratører og
Havekunstnere,
der
byggede, prydede og
hyggede deres Sommersted ved Øresundskysten. I Haverne plantede
de sjældne, her hjemme ikke før sete exotiske Træer som amerikan
ske Løvtræer og Koniferer, Buskvækster og Blomster, hvis Stikling
eller Frø varsomt var ført hertil fra Jordens fjerneste Strande;
Roser og Nelliker i utallige Afarter, hvis Duft og P ragt var til
Fryd for Gæster og Y'ejfarende. Hjemme og ude priste man deres
Gavmildhed og Gæstfrihed. En Rejsende, R a m d o h r , fremhæver
1793 Konferensraaderne F a b r i t i u s ’ og C la s s e n s Hjem, der sær
lig udmærkede sig ved deres bonne chere og musikalske Nydel
ser; her mødte man den Tone, der fordum herskede hos de rige
Finansniænd i Frankrig.
Broget og bevæget var Livet ved Kysten gennem den livlige
Forbindelse med Danmarks fjerne Besiddelser paa Guldkysten, i
Trankebar, i Vestindien og Grønland som ogsaa med Kina.
D r e v o n saa 1786 en Dag paa Helsingørs Rlied 300 Skibe fra
stod for Handelsver
denen som et forjættet
Land, derfor fik Lyst
stederne Navne som
Bonne Espérance, Con
stantia og Taffelbay.
Formuer tjentes i
Hast. Sukkerrafinadør
L a di g es efterlod 4Vs
Million Rdlr., i mo
derne Penge 20 Mil
lioner Kr.
P e t e r
W a s s e r f a l l s Enke
ejede 3 Tønder Guld.
Spekulationerne i de
oversøiske Kompagni
ers Aktier greb mange
med Svimmelhed; der
spilledesPlatogKrone.
„Imorgen Rabundus, i
Dag Matador“. Den
Dag, H e i n r i c h Bol
t e n , Ejer af det fyr
stelige Sorgenfri Slot
og flere Herregaarde
blev baroniseret, gik
han fallit.
F o t. „Før og N u “ vecl E lfelt. 1922.
,
”
°
Sions Kirke ved Strandvejen.
K irken er opført 1895—9G (G rundstenen nedlagt
s/7
1895, indviet 27/'B1896) efter Tegning af Professor V. K och
paa en af K omm unen skæ nket G rund for 70,000 K r., indkom ne ved frivillige Gaver fra M enigheden i St.
Jakobs Sogn i A nledning af P astor K rags og H ustrus Sølvbryllup 1894 (Staten gav 20,000 K r. til et Fond
til dens V edligeholdelse). T aarnet er først opført 1921. K irken ejer sig selv og staar under den sjællandske
Biskops og O verpræ sidentens P atro n at.
Vi begynder altsaa
vor
Vandring
ad
Strandvejen og stand
ser først ved den be
rømte gamle Ejendom
„Lille Vibenshus“ kal
det; — den laa paa
Hjørnet af Jagtvejen,
og dens Historie lyder,
saavidt vi har kunnet
opspore, saaledes:
L i l l e V ib e n s b u s
er antagelig opført ved
Aar 1685 og ejedes
tidligst af en Mand
ved Navn Niels Lau
ritsen og har sikkert
fra den ældste Tid og
ned til vore Dage væ
ret Værtshus. Det kaldes fra først af „Huset paa Hjørnet af
Vangen“ og fik først sit Navn af Jens Jensen Vibe, der ejede det
i 1708 og efter hvem det kom til hans Søn Lars Vibe. Det ud
øvede stor Tiltrækning paa Hovedstadens Befolkning, og gennem
Traktørfamilien Meyer, der ejede det i flere Generationer, skabtes
en Tradition paa Stedet. Da Jeremias Meyer i 1852 androg om
Bevillingens Fornyelse, anførte han som Støtte for sin Begæring
at hans Fader og Bedstefader før ham havde drevet Beværter
næring. Øvrige Oplysninger om senere Ejere af Ejendommen ind
til den blev nedrevet findes under Billedet paa Side 140 og 14b
Skraas over for denne Ejendom er i Nutiden beliggende Sions-
kirken, hvis Data vi har omtalt under Billedet af Kirken paa
Side 142.
142