142 / 461
Den store, aabne Plads, man kom ind paa, havde en Græsplet
med Solskive i Midten, og fra Haven til højre kastede store
Lindetræer deres Skygge ud over Gaarden; til højre laa nemlig
Beboelseshuset, som var det eneste af Ejendommen, der ikke
var stort, om end temmelig langt, det var en énetages Byg
ning med nogle Gavlværelser ovenpaa. Til venstre laa et om
trent tilsvarende Hus, der tilligemed den halve Have var forpag-
tet til en Gartner, og lige frem for sig saa man, over Pladsen,
ned gennem et uendeligt Perspektiv, der dannedes af en bred
Stikkelsbærgang, som skilte den smukke Herskabshave fra Gart
nerens Kokkenanlæg. Der var i Livet her to Fortrin, der straks
føltes af Barneinstinktet, det var en vis storartet Overflødighed,
som udstrakte sig ligeligt til alle, og en fuldstændig Frihed for
ens egne Bevægelser, som vel for en Del kom af, at Husets faa
og ældre Beboere havde for meget at gøre med deres eget Liv
til at agte stort paa Børnenes, uden for at gøre dem det saa
godt som muligt. En ubevidst Følelse af alt dette fik man, saa
snart man traadte ind i den dybe og smalle Spisestue med Vin
duer baade til Syd og Nord, hvor der altid lugtede lidt af Cho
kolade som hos en Konditor; derfra gik man ind i den lange
Havestue med aabent staaende Havedøre og en rund Trappe
med brede Trin, førende lige ud til de grusbelagte
Gange, de brogede Blomsterbede, de blomstrende
Busketter og de høje Træer til den ene Side. Vi
blev snart hjemme her og tog med Børns tan k e
løse Uskønsomhed mod alt det gode, som bødes
os, medens vi med undselig Respekt saa op til
den høje „Vater Kirstein“ med det hvide Haar
i Pisk . . . . Om Eftermiddagen var „Nøjsomhed'*
et søgt Tilflugtssted for Folk fra Byen: Her
rerne fra det tyske og vel ogsaa fra det dan
ske Kancelli og Konferensraader og Etatsraa-
- der fra de andre „Kamre“ kom der t i t .........
Søndag var det gæstfri Hus ogsaa aabent
for mange, og man gik da, pyntet paa det
bedste, henad Middag i Haven foran Huset og
ventede paa de Fremmede.“ Blandt disse hu
sker Mathilde Reinhardt — foruden den høje
Konferensraad Höpp med Høgenæsen, hans pyn
tede Frue og en smuk Datter og et mindre,
trindere, gemytligere Par, Konferensraad Jensen
og Kone med hendes nydelige Datter af et tidli
gere Ægteskab — som en af de mærkeligste Dr.
W i n c k l e r , Oehlenschlägers Ungdomsven, med sit
karakteristiske Ansigt, sine sarkastiske, tit
meget lette Bemærkninger, fremførte med en
dyb Stemme, der havde en forunderlig Klang
fra det Indre. W e y s e var der ogsaa, hans Ansigt var ligesaa
glat, som Wincklers var rynket. „Naar saa Gæsterne var an
bragte“, fortsætter Mathilde Reinhardt, „ved det, sig efter
Omstændighederne udvidende, Bord, var det sjældent, at der
ved det ikke ogsaa var Plads til Bornene; men maatte vi en
enkelt Gang placeres ved et lille Bord i et Hjørne, saa gik dog
aldrig en af de gode Ting ved det store Bord tabt for os; det
sørgede den godhjærtede Guste Müller for, medens Moder vel
passede, at vi kun fik lidt af dem, saa de virkede mere paa Fan
tasien end paa Maven; dog var „Nøjsomhed“ derved det første
Sted, hvor en Sans for Festivitas ogsaa ved Spisning vaktes.
Kærligheden til Bordets Glæder var dog ikke større, end at vi
meget gerne benyttede os af det andet af Husets store Principer,
Friheden, og forlod det, medens de Voksne endnu længe blev
siddende ved Desserten og Vinen. Vejen gik da igen ned i
Haven og endte gerne, gennem de uendelig lange Gange, nede
paa „Hjørnet“, en Høj med Træpavillon, som var reserveret fra
Gartnerhaven, og hvorfra man havde Udsigt over Markerne til
Sundet.“ Denne Høj havde Englænderne opkastet i 1807 for fra
den og fra Platformen, de byggede mellem Grenene af den mæg
tige Pil, som først nu er faldet for Øksen, at holde Udkig ind
mod Byen og nordefter helt op mod Taarbæk. Det var iøvrigt
ikke blot Højen, der var reserveret fra den til Gartnerbrug bort-
forpågtede Have. Driften var ikke saa intensiv som i vore Dage,
og den bortforpagtede Del stod altid til uhindret Afbenyttelse
for Ejeren. Endnu i en Forpagtningskontrakt fra 1869 findes op
taget en Bestemmelse om, at „der forbeholdes Beboerne af Ho
vedbygningen fri Adgang til hele Haven foi Familie, Selskab og
Tyende, hvorfor Forpagteren har at holde alle Hovedgange i ryd
delig og ordentlig Stand“.
Det gamle „Nøjsomhed“ skiftede i Aarencs Løb Karakter, idet
der i de fremherskende tyske Elementer blandedes fler og fler
danske, særlig efter at den ældste Søn havde ægtet en køben
havnsk Dame. Konferensraad Kirstein overlevede kun faa Aar
Grev Ernst Schimmelmann, der havde haft saa stor Betydning
i hans Liv. Kort efter at have taget sin Afsked fra Statstjene
sten døde han 1834. I sin Mindetale over ham ytrer Biskop
Myrister: „Han havde næret, han vedblev at nære sin Aand
med Menneskehedens bedste Frugter, og i Kundskabens, i den
hele Dannelses vide Verden var intet ham fremmed; han for
stod den lette Skæmt og den dybe, begejstrede Tale; han havde
set mange Menneskers Sæder og Skikke, ta lt med dem i deres
forskellige Tungemaal, han havde levet med saa mange af de
Fortrinligste i sin Tid, han havde paaskønnet, tilegnet sig deres
Værd, saa han fortjente at kaldes deres Ven. For det Land, som
tidligen optog ham i sit Skød, har han fra sin Ungdom af tænkt
og arbejdet og levet; kaldet til Deltagelse i mange og vigtige og
vanskelige Forretninger, har han med Iver virket for det, han
erkendte som gavnligt, har talt og handlet og lidt for
det, han erkendte som Sandhed og Ret. . . . Naar
skulle vi atter se en ærværdig Skikkelse som din,
i hvilken den urokkelige Trofasthed og den ven
ligste Deltagelse saaledes lyser frem i hver
Mine? Naar skulle vi atter finde et Hjerte,
saa aabent for alle Betrængte, en Haand, saa
rede til at gøre vel? naar en Tjenstvillighed,
en Godgørenhed, saa redebon, saa skaansom,
saa bram fri“?
„Nøjsomhed“ overtoges efter Faderens Død
af den ældste Søn. C a r l L u d v i g K i r s t e i n
var født i det mindeværdige Aar 1793, blev
1815 juridisk Kandidat, indtraadte kort efter
i det slesvigholstenske Rentekammerkancelli,
hvis Chef han blev i 1826, og udnævntes 1831
til Kommitteret i Rentekammeret samt endnu
samme Aar til Meddirektør for det kgl.Theater
og Kapel, med det særlige Hverv dels at vare
tage Censuren dels de økonomiske Forhold. Til
at bringe Orden i Theatrets stærkt ødelagte Finan
ser var den pligtstrenge Embedsmand netop den
rette, og han fo’r frem med haard Haand. Det første,
han gjorde, var at lukke af for Laane- og For
skudskassen, hvilket naturligvis vakte den stør
ste Misfornøjelse hos Personalet. Hans Maal var
fremfor alt at skaffe et Fond til Veje til Opførelse af en ny Theater-
bygning, og han fik i forholdsvis kort Tid samlet henved 40,000 Rdlr.,
da den daværende Theaterkasserors Besvigelser tilintetgjorde Frug
ten af hans Bestræbelser; han tab te dog ikke derfor Modet, men
begyndte ved et gennemført Sparesystem i Theatrets Drift at samle
en ny Fond i samme Øjemed. Beslutningen om at opgive Opfø
relsen af et nyt Theater og i Stedet derfor a.t nøjes med en Om
bygning var den nærmeste Aarsag til, at han i 1838 tog sin Af
sked fra Theaterstyrelsen.
Kirstein havde taget i Arv efter Faderen baade Interesse for
Scenen og musikalsk Begavelse. Han var Medstifter af Musik
foreningen, som under N. W. Gades Styre fik en saa betydnings
fuld Indflydelse paa ,dansk Musikliv, og lmn stod i nært Ven
skabsforhold til mange af Datidens Storheder i Musik- og The-
aterverdenen. Komponisten af „Hans Heiling“, H. Marschner har
saaledes tilegnet ham en Række Sangkompositioner, og Musiken
til Goethes „Mailied“, „componirt fiir Frau Etatsrathin Kirstein“,
— Noder, Tekst og Tilegnelse prentet med Kunstnerens sirlige
Haand — findes endnu i Slægtens Besiddelse. To senere oprettede
større Legater til Fordel henholdsvis for Kapellets Medlemmer og
for Talescenens Kunstnere med særligt Hensyn til dem, som bedst
hævder Nationaltheatrets Betydning som Værn for Modersmaalet
i dets Renhed, bevarer det Kirsteinske Navn i disse Kredse.
I 1840 udnævntes han til Generaldecisor for de under det tyske
Rentekammer sorterende Regnskaber. Sammen med Grev Sponneck
og Byfoged i Haderslev G. F. Lassen var han Medlem af den i
April 1848 nedsatte, med udstrakte Fuldmagter for Hertugdøm
met Slesvig udstyrede, provisoriske Regeringskommission, der be-
134