175 / 461
som Navnet antyder, var de mere end dette. Det var Grundtvigs
Person, som blev det samlende Midtpunkt, og det blev i hans
Bolig, at Vennemøderne fik deres karakteristiske hjemlige Præg,
idet Tiden var valgt saaledes, at Grundtvigs Fødselsdag, nogle
Gange ogsaa Jubilæumsdage i lians Liv, faldt sammen med Mø
derne. Vennerne fejrede da disse Dage sammen med ham og gav
dem et usædvanligt festligt Præg. Og at disse Vennemøder ogsaa
fik mindre Aflæggere, naar Folk senere samledes i de store
grundtvigske Hjem, kan jo mange tale med om. De store Høj
skolemøder ved Efteraarstide, hvor tidligere Elever og Venne
kredsen i det hele samledes, er jo ogsaa voksede frem af den
Aand, som affødte og prægede Vennemøderne. Om det første
Vennemøde skriver Præsten i Lyngby Peter Rørdam følgende:
„Det gør godt at faa et levende Indtryk af det Samfund, som
skabes ved den ene Tro og Daab, thi det var det særegne ved
denne Forsamling, at vi, skønt vi var komne sammen allevegne
fra, samledes om Troen, vi er døbte til, naturligvis en enkelt
undtagen, som havde forvildet sig derind“.
Mange kom ved disse Vennemøder sammen allevegne fra, som
Rørdam siger, ikke alene fra vort eget Land, men ogsaa fra, de
andre nordiske Lande, og derved kom disse Møder til at spille
en Rolle i Udviklingen og Udbredelsen af det grundtvigske
Aands- og Samfundsliv til Egne, hvor Jordbunden var modtagelig
for saadanne Strømninger.
Naar den grundtvigske Retning fik et særegent ensartet aande-
ligt Præg over sig, der gjorde den let kendelig paa de forskellige
Egne i Landet, saa har Vennemøderne sikkert i væsentlig Grad
været Aarsagen dertil. I Aarene 186B—72 var Grundtvigs Hjem
en Præstegaard ikke for et Sogn, ejheller for en By, men for
By- og Landsogne i stort Tal rundt i Danmark. Og Grundtvig
var ikke som saa mange andre Præster en rejsende Præst, han
var altid hjemme, og derfor blev hans Hjem for de mange, som
gik ind og ud i hans Studerestue, en Slags Landpræstegaard, et
■aandeligt og kristeligt Brændpunkt for saa meget af det luv, som
endnu fortsættes efter samme Linie. Grundtvigs Hjem var n a tu r
ligvis dette ogsaa for Vennemøderne begyndte, men blev det mest
i Vennemøde-Tiden. „Villielminelyst“ paa Frederiksberg var St.
Tuborgs Forgænger, men her er det kun det sidste Sted, som
kommer i Betragtning. At de Minder om St. Tuborg i Grundtvigs
Dage, som endnu findes, bliver opbevarede, stemmer med den
Pietet, som ogsaa disse Minder kan gøre Krav paa.
Som Følge af Grundtvigs Sygdom 1867 var der dette Aar ikke
noget Vennemøde, og Mødet 1868 er derfor det første, som St.
Tuborg fik P art i. Indbydelsen blev denne Gang udsendt sent,
men der meldte sig alligevel en Mængde Deltagere og samledes
1100. Om Aftenen den 8. September, Grundtvigs Fødselsdag,
holdtes der Møde paa St. Tuborg, hvor Haven var oplyst. Grundt
vig talte ikke selv som ved senere Møder; derimod blev der fra
Trappen ud til Haven holdt Tale af Professor R a sm u s N i e l s e n ,
Præsterne V i l h e l m B i r k e d a l og G u n n i B u s c k o. fl. De to
følgende Dage holdtes der dels Gudstjeneste i Vartov, dels Møde
paa Store Ravnsborg, og begge Steder talte Grundtvig. Aaret
efter fyldte han 86 Aar, og Deltagelsen i Vennemødet var over
ordentlig stor. Paa selve Fødselsdagen samledes ligesom forrige
Aar store Skarer paa St. Tuborg, og Taler holdtes ogsaa denne
Gang fra Havetrappen, bl. a. af Grundtvig selv og Rasmus Nielsen.
Her sagde Rasmus Nielsen nogle Ord, som længe huskedes: „Ellers
sagde man om en Mand, naar han havde naaet de 60 Aar, nu
gaar det ned ad Bakke, men her havde vi en glimrende Undta
gelse fra Regelen; thi da Grundtvig var naaet de 60 Aar, var det,
som han begyndte et nyt Levnedsløb med ny Kraft, og han gik
op ad Bakke, altid højere opad, og mens det at gaa ned ad
Bakke gaar saa at sige af sig selv, efter Tyngdens Lov, saa ko
ster det Kamp og Anstrengelse at gaa opad, men derom gælder
det dog for os alle, og deri har vi en udmærket Læremester i
vor Midte i Biskop Grundtvig“. R. Nielsen kunde med Rette
sige dette, thi der var gaaet 26 Aar, siden Grundtvig fyldte
de 60.
„N orgesm in d e“, Strandvejen Nr. 119.
Opført i A aret 1813. (M atr. N r.
i
a af Store Tuborg).
167