218 / 461
havde Rækværk, førte een gennem den gamle røde L aage ind i
Idyllen; thi kom man fra Strandvejens Støv og Færdsel — for en
Menneskealder siden kunde der nem lig godt, navnlig p a a Væ d d e
løbssøndage, være Færdsel af Fodgængere og „Hestevogne“ — inden
for Hæ k ken anede man ikke, at man kun var fjæ rn et V2 Mil fra
Hovedstaden; man forstod saa godt, at gule Kornm ark er havde
slynget sig om denne P le t —
XU
Td. L and var Haven -—, og man
forbavsedes næ sten over, a t P r o k u r a t o r L u d v i g K o c h s smukke
Have spærrede Udsigten til d e t b laa Sund. Haven om d e tte lille
Landsted var an lag t p aa gammeldags Vis med en Mængde store,
pragtfulde T ræ er; i 1880’erne vogtede to Kæmpepopler Indgangen;
men de fald t en Uvejrsnat, ram t af L ynet; en enlig Poppel k n e j
sede dog endnu ved A arhundredeskiftet, skønt lidgaaet, ved Husets
Nordside. Havens største Pryd var iøvrigt 2 om tre n t lige høje,
sjæ ldent smukke og fintfarvede B irketræ er imod Syd og — som
1880 døde han paa Frederiks Hospital i København efte r længe
at have væ ret plaget a f en o n d a rte t Gigt. H an hviler p a a Gen
tofte K irkegaard. I en Kodicil til sit T estam en te bestem te han,
at 500 Kr. skulde skænkes G jentofte Sogn til Anbringelse af 5
Bænke p a a S træ kningen fra Hellerup Bomhus til Charlottenlund
Skov, hvilket Tilbud S ogneraadet im idlertid b ehagede a t afslaa.
I Følge samme T estam ente overgik hans Hus med Indbo og Have
til hans Brodersøn, davæ rende P ro to k olsek retæ r i Højesteret, Kam
m e r j u n k e r— senere Overretsassessor V i l h e l m H e i n r i c h M e y e r
(i over en Menneskealder Chef for 1. S k ifteretsafdelin g og For
mand for Forligskommissionen); Assessor Meyer, der var en Søn
Højesteretsassessor A. C. Meyer, var gift med en D a tte r af den
b ek en d te P olitidirektør, senere Overpræ sident i København, C. J.
C. B r æ s t r u p , og la a p a a L an d e t her — det var virkelig L a n d
den Gang — i 20 Aar, indtil Tidens Udvikling — denne „vis
F o t. „Før og îlu “ ved E lfelt.
Ejendomm en „Strandlund“ Strandvejen Nr. 146, vis à vis „C onstantia“. Façade m od Sundet.
Ejendom m en ejedes 1861 —1882 af Professor
J.
A .
Jerich.au, 1882—1894 af Fabrikant P. T. H iittem eier og hans E nke, 1894—1905 af G rosserer P. F lø e N ielsen og fra
1905 a f Fabrikejer A ndr. H olm blad, hvis E nke nedrev den gam le lave B ygn in g og opførte og frem deles beboer denne Ejendom , som lig g er nede ved Sundet i den Strand
plan tage, som i ældre T ider tilh ø rte „C onstantia“.
det sagdes — det største P iletræ i Gentofte Sogn nordøst ved I
den aabne Rende, der vist var en L evning Ira „M a rk stad iet“.
Dette L andsted var oprindelig en Smedje — det lille Udhus, der
laa ved Siden a f selve Beboelseshuset, b ar endnu Spor deraf i
Form af Jernringe til at fæste Hestegrim eskafter i. Omkring 1850
købtes denne Smedje af pensioneret kgl. Fuldmægtig H e r m a n
L u d v i g M e y e r . Denne, i mange Henseender mærkelige Mand,
blev født den 7. Jun i 1805 i København som Søn af Konferens-
ra ad J o h a n n H e i n r i c h E l i a s M e y e r , der bl. a. gjorde sig for
tje n t ved a t lægge Grunden til de Forsikrings-Beregninger, „S tats
an stalten for Livsforsikring“ endnu siges at benytte. E fter at
Herm an Meyer i A aret 1830 var blevet juridisk Kan did at a n sa t
tes han ved T abelvæ rket, et Kontor under R entekamm eret, ved
hvilket hans F ader var D eputeret (o-, havde d irekte R efera t til
Kongen); fra T ab elvæ rket søgte han im idlertid sin Afsked 1841,
e fter en T radition i Fam ilien fordi han ikke vilde virke under
den da a n satte Kontorchef. Den kun 36aarige Mand tr a k sig da
p a a en vis Maade tilbage fra Verden, købte det smukke L an d
sted og dyrkede sine mange Interesser, Musik, Sprog og Tegning,
for h v ilk et sidste h an havde et u dpræget T alent; den 13. Febr. ,
m a jo r“ ingen kommer udenom — tv an g ham til i A aret 1900 at
sælge d e tte lille Fristed, hvor han elskede at sysle med sin Have,
som ingen fremmed m a a tte sæ tte Spade i. Nu knejser „Strand
borg“ — eller re tte re M id tp artiet d eraf — paa den gamle Haves
Tom t — ik ke et eneste af de gamle T ræ er er bevaret.
Oregaard.
O r e g a a r d , som den oprindelige Form af N avnet lyder — først
ind i det 19. Aarhundrede o ptræ der Skrivemaaden Øregaard —
er opkaldt e fte r en p aa B ymarken liggende Gravhøj Orehøj eller
Aurehøj (Navnet bevaret i Aurehøjvej). Ved Udskiftningen af
Bernstorffs Gods tilfald t den Bonden J a k o b J e n s e n , hvis Broder
var den i Landbrugshistorien b eken d te Bonde Hans Jensen paa
Bjerregaarden. Lars Jakobsen, vel Søn af den førstnævnte, ejede
den fra 1772 og skødede den 1806 til J o h a n n e s S ø b ø t k e r ,
Grosserer og K ap tajn i L andevæ rnet (f 1797), hvis Søn General
krigskomm issæ r A d a m L e v i n S ø b ø t k e r (1753—1823) ombyg'
gede Oregaard og anlagde en smuk P a rk her med K an aler for at
bortlede V andet fra den oprindelige store Mose, som skilte Ore-
210