351 / 461
nu Sognepræ st i Nøddebo, P asto r P edersen, nu Sognepræ st paa
Lolland, P asto r Knudsen og P asto r K iilerich, der begge er Sogne
p ræ ster i Jy lland og nu P asto r B renk.
Som ordinerede K lokkere, der tillig e h a r væ ret Sognepræ stens
M edhjæ lpere, h a r v irk et P a sto r Skovsbo, nu Sognepræ st paa L ange
land, P asto r Rønild og P asto r Philipsen, begge nu Sognepræ ster
paa Sjæ lland, og P asto r Grøn, der er Søm andspræ st i England.
K irk eb etjen in g en blev i B egyndelsen yd et af Sognets Læ rere,
der ligesom p a a L and et var K irkesangere. Den første var Læ rer
V. Petersen, der var in te resse ret i K irkens Opførelse og E ta tsraa d
Holm blads h øjre H aand, d e refter Læ rer Voerberg, der med sin
statelig e og fine Skikkelse, sin levende Interesse for K irkelivet
og den dybe Forbindelse med de gam le Am agerfam ilier herude,
skolen, i B laa Kors, i U ngdom sforeningerne, i Syforeningen, i
Bladuddeling'en og b lan d t de Gam le h ar ta g e t en stor og velsig
nelsesrig V irksom hed op.
D ette h a r ogsaa væ ret nødvendigt, sæ rlig i K irkens første Tid,
th i selv om K irkebesøget h a r væ ret re t godt gennem Aarene, var
de kirk elig e R amm er, i h v e rt Fald for 30 A ar siden, a lt an d et
end skønne. Alle k irkelige F o rretn in g er blev h e n la g t til Søndagene,
th i Folk havde ikk e Tid til a t forsømme deres A rbejde om H v er
dagene, og Følgen d eraf blev B unkebryllupper og M assebegravelser
a f Børn. Jeg h a r ofte h a ft 6 B rudepar knæ lende for A lteret, jeg
har endogsaa døbt 28 Børn p aa en Gang, og adskillige Gange hat-
jeg h a ft 8 B arn ek ister staaen d e foran mig. B ørnedødeligheden var
m eget stor p a a G rund af de lid e t hy giejnisk e Forhold, og Mælken
D en u m id d elb a rt efter N ed riv n in g en af F red en s M ø lles F a b rik er (i 1906)
af H erm an E b ert o p fø r te E jen d om , H jørn et af A m a g erb ro g a d e o g H o lm b la d sg a d e.
E ot. „Før og N u“ ved E lfelt.
H olm bladsgade.
har e fte rla d t sig e t godt M inde. G lem te er heller ik ke Skole- I
inspektørerne J. K. Sørensen, P le th og B ruun og ikke h eller Assi
sten t H ansen og nu Bym issionær Pedersen som K lokkernes M ed
hjæ lpere.
Den første O rganist var Læ rer Aagesen, d e re fte r O. Levison,
F. F rib e rt og fra 1901 O rganist Foss, der med stor D ygtighed
spiller K irkens udm æ rkede Orgel.
Af K irk eb etjen te m indes vi sæ rlig Johan N ielsen, der i en lang
A arræ kke fredede om K irken med sjæ lden T roskab. Den Gang
skulde der klem tes med K lokkerne ved Ildebrand, og det var
N ielsens Gerning, og selv da hans eget .Hus bræ ndte, forlod han
det for a t gaa op i T a a rn e t og ringe. I 18 Aar h ar G raver Jø r
gensen og H u stru m ed T roskab fred e t om vor K irke. I Begyndelsen
b e ta lte E ta tsra a d H olm blad K irkens Kor, af hvilke nogle af D a
m erne h ar v irk et i m ange Aar, og i 42 Aar h ar F ru K regler væ ret
Bæ lgetræ derske ved K irken.
D et er en stor Skare, der h ar væ ret m ed i K irkens A rbejde
gennem disse m ange Aar, og som K irken sta a r i T aknemm eligheds
gæld til, ik ke m indst til den store K reds af troende Mænd og
Kvinder, der hver paa sin Plads, i M enighedsplejen, i Søndags-
fra Høkerens D isk virkede om Sommeren som G ift p aa Børnene,
og T allet paa H jemm edaab var m eget sto rt. D et var lid e t ly ste
lig t sent p aa A ftenen a t blive k a ld t ud paa K øhlertsvej, som
Holm bladsgade dengang k a ld te s; Ingen L ygter, store, aabne G røf
te r og ik ke altid fredelige Bøller. Og dog er jeg ald rig bleven
forulem pet, og B efolkningen stod i d et hele velvillig overfor K ir
ken og dens Gerning, og jeg h a r i de m ange Aar m æ rket m eget
lid t til d e t P ræ stehad, der siges at have væ ret i adskillige A r
bejdersogne. F attigdomm en i de usle Boliger var sørgelig, og jeg
m indes endnu en S ygeberettelse i e t Hjem , hvis eneste Indbo var
en Jernseng med Halm og K lude og en R est af en Stol, der m aatte
tje n e som A lter, og dog kastede den Frelser, der lod sig føde i
den fa ttig e S tald sit Lys ind i denne E lendighed, og en troende
Sjæl gik fra d e tte Mørke ind til L ysets Boliger.
D et var en knugende Fattigdom , der den Gang tyngede de
m ange sm aa Hjem i de ofte saa usle Boliger, og M idlerne til at
lin d re Nøden flød ikke saa rig elig t som nu. I 1890 begyndte vi
en M enighedspleje, der i de T ider var noget re t nyt. Den begyndte
i beskedne K aar m ed a t indsam le gam le K læ dningsstykker, der
blev syede om af trav le Hæ nder og givet de F attig e, og endnu
345