406 / 461
h o lm ; m en e fte r fa a Aars Forløb blev deres Besiddelse in d sk ræ n
k e t til S ø n d r e M a g le b y til Bo og Selvejendom . H er d elte de
sig i 24 G aarde e lle r G aardm andsfam ilier „med H ustru, Børn og
P o tte “. Søndre M agleby havde da om kring en Snes G a a rd e ; H ol
læ nd ern e udvidede den og gav den T iln av n et „sto re “.
E fte r 50 A ars Forløb havde de form eret sig saa stæ rk t, a t der
ikke læ ngere v ar P lads til dem i M agleby, hvorfor de ansøgte og
af Kongen fik T illad else til a t m a a tte fæ ste G aarde i de and re
Byer p a a Am ager. Senere dannedes endog K olonier udenfor Øen.
Kolonien p a a Am ager viste sig dog a t væ re den m est lev e
dygtige. Igennem 400 A ar h a r den lille fremm ede F olkestamm e
fu n d et fo rtrin lig e L ivsbetingelser og for en sto r Del b e v are t sin
Oprindelighed p aa Am ager, som i m ere end en H enseende m inder
om dens H jem lands N atur. Ved en, i al F ald tid lig ere, re t a f
sondret B eliggenhed, økonom isk uafhæ ng ig e L ivsvilkaar, E je n
domm elighed i Sprog, Sæ der og Skikke, h a r Kolonien holdt fast
ved sine gam le T rad itio n er. lø v rig t h a r ogsaa de P riv ilegier,
som den stra k s erhvervede, sam t P ro te k tio n og O pm untring af
de øverste Sam fundslag, givet dens S tolthedsfølelse Væ kst og b i
d rag et til, a t den h a r holdt fast ved sit n atio n ale Præ g.
Det flittige og d riftig e Folk, der ved sin F orsyning af H oved
stad en m ed H aveu rter, Smør og Ost, forstod a t k n y tte sig m ere
og m ere fast til denne og Hoffet, drev desuden ved Siden h e raf
baade S ø fart og H andel. Forbindelse med M oderlandet holdtes
stad ig vedlige, og m ange T ing m edb rag tes h e rfra til H jemm ene.
D et v ar dog sæ rlig som „Københavns S pisekamm er“ Øen v andt
sto rt Ry, baade inden og u denfor L andets G ræ ndser u n der H ol
læ n d erk u ltu ren . Som de frie, selvstæ ndige Bønder, der havde
deres egen R etsordning og forøvrigt stod under Am tm andens og
K ronens B eskyttelse, k a ld te de sig „Kongens Am agere“, ja b ru g te
et K ronem otiv f. Eks. i deres Sm ykker og Sølvtøj, D ørbeslag osv.
H ollæ nderne førte en ganske egen T ilvæ relse, e t slu tte t B roder
skab, indenfor deres By, uafhæ ng ig af andre, som e t lille kom
m unistisk Sam fund, gennem m ere end 200 Aar. F ra B egyndelsen
af forplantede de sig stæ rk t og førte e t fru g tb a rt Liv, udvidede
deres D riftsom raade og In d tæ g tsk ild e r og hæ vede sig over Bonde
standen i A lm indelighed, baad e in te lle k tu e lt og økonom isk Om
k rin g 1600 var de oprindelige 24 G aardm andsfam ilier vokset til
ca. 75, og 1688 bestod Byen af 99 G aardm æ nd; desuden var der
u d fly tte t 20 F am ilier til Ny Am ager (nu F red eriksb erg). Men
e fte r 1700 v a r H ollæ nderbyen i S tag n atio n . Ved indb yrdes Æ g te
skab og F o rp la n tn in g v ar B efolkningens A vledygtighed svæ kket,
og und er den sorte Pest, der rasede 1711, udtøm tes dens K ræ fter
saaledes, a t den i lange T ider ik k e form aaede a t b esæ tte de
ledige „øde“ G aard e; endnu læ nge e fte r 1750 stod m ange øde.
D et var d erfo r p a a Tide, da Schouten (Form anden for Komm une
sty ret) 1758 gjorde d et første S k rid t til, a t H ollæ nderne blandede
sig m ed de danske Am agere, ved a t g ifte sig m ed en P ige fra
S und byv ester og derved banede V ejen for Ind førelsen af nye Be
folkningselem enter, der a tte r m ed førte Komm unism ens Opgivelse
ind enfor H ollæ nder-K olonien og en stæ rk B landing m ed de øvrige
Am agere.
H ollæ nderbyen h ar flere Gange væ ret hjem søgt af stø rre Ild e
brande, saaledes under Svenskekrigen 1658, hvor F jen den a f
bræ n d te hele Byen; 31. Maj 1685, hvor en sto r Del b ræ n d te under
en S to rm ; 28. O ktbr. 1700, hvor H alvdelen a f Byen gik op i Luer,
hvorved 43 G aardm ands- og 7 H usm andsfam ilier m istede A lt;
1733, hvor en Del af Byen igen b ræ n d te; 1809 b ræ n d te 23 Gaarde,
og e fte r hvad der fortæ lles opstod B randen i d et Hus, hvor den
kgl. S k y tte boede, i Næ rheden af K irken. D er stod en Kasse
m ed P atro n er, som ved A ntæ ndelsen ek sp lod erede, saa Huset
sty rted e samm en og dræ b te baade S k y tten og hans Kone. „Saa
kom dog S traffen“, udbrød æ ldre F o lk ; th i S k y tten var ilde set
a f B eboerne for sin overlegne, vigtige og brøsige O ptræ den i sin
E genskab af Kongens T jener.
A tte r — den 11. Ju ni 1821 — led Byen af Ildsvaade, id e t S tør
sted elen af dens N ordende lagdes i Aske ved en p a asat Brand.
Ilden opstod i e t Hus, tilh ø ren d e en E nke, L isbeth Buur, der
indeb ræ n dte. Ved denne B rand gik ogsaa Skriverens G aard ta b t
og derm ed om tre n t alle Byens D okum enter, R ets- og R egnskabs
bøger, netop som den gam le S ch o u t-Ju risd ik tio n ophævedes.
D et synes ikke u n d erligt, a t der — e fte r alle disse B rande —
til N utiden kun er sp aret en ringe Del af de gam le H ollæ nd er
hjem . Saa a t sige de eneste L evninger, der nu er tilb a g e a f den
gam le H ollæ nderby, er den gam le G aard p aa Nordsiden af G ade
k æ ret, hvor E x n e r h a r m alet S tu e in te riø re t til sit B illede „Et
N aboløs i D ragør.
Tilh. Boghandler Scliou, Dragør.
398