54 / 182
T J n iv e r s ite te ts F e s tm id d a g .
49
Og segned Du for Svig og Vold,
Vi véd det dog saa vist:
E ngang skal Sandheds lyse Skjold
Eorstene Mørkets falske Trold,
Og E e t skal over A rgelist
Dog vinde Sejr tilsidst.
O, Moder, hold med frejdigt Mod
F a st ved din gode Sag;
For al din Graad, for alt dit Blod
E n bedre Stund skal bringe Bod,
Og end paa mangen Hædersdag
Skal vaje stolt d it F lag!
P ro fe s s o r R a s m u s N i e l s e n fik n u O rd et, og k n y tte d e til
d e n a fs u n g n e S a n g fø lg e n d e L e v e fo r F æ d re la n d e t:
Vort Fædreland er — vi sige det med Vemod — et lille Land,
men dog et yndigt Land, et Land, hvor K jærm inderne gro og hvor
F rihed bygger. Det h ar engang været mægtigt og stort, dette Fæ dre
land, men det er længe s id e n ; Historien klæder sine Minder i Sorg
og taler om tunge Skjæbner.
Som Nordens Forpost, med fiskerige
Sunde, med friske Skove og frugtbare Marker, men desværre, med
aabne Grænser, har det lille Land kun altfor ofte været udsat for
indbrydende Vold og Overmagt, h ar ofte, kun altfor ofte, m aattet føle,
hvad det er at mætte de Graadige og bøje sig tavs for den Stæ r
keres Ret.
Men vor Historie h ar ogsaa andre Minder, Minder, der
sprede Mismodets Skygger, lysende, hæderkronede Minder, Minder
om Mod i Farens Stund, om Offervillighed og mandig Daad, naar det
gjaldt at værge det Dyrebare.
Overmagten kan sejre, o ja, men
Sejren maa betales; endnu til det sidste er Europa vort Vidne, at
det endda ikke koster saa lid t at bryde et Skjold med danske
Løver.
For hver Mishandling, efter enhver tilsyneladende Ydmygelse h ar
Forsynet hidtil forundt os E rstatning, ' ikke udadtil, men indadtil.
Ved hvert et Vejskjæl, . der minder om Fald, staar en Bautasten,
der lover Oprejsning.
Ja , vi have mægtige Støtter, Helteskikkelser
paa Hav og Land, Navne med K lang i Snillets Verden, erkjendte
Mestre i Konst og Videnskab, det er Stjæ rner paa Nordens Himmel,