KjøbenhavnsUniversitetsFireundredaarsfest

d e J u n i:

Aand, men som netop mere end noget andet har hidraget til at ud

slette gammelt Nag og knytte de Baand paany, som ikke burde være

brustne, den Højskole, hvor Skjalden sang: Sondringens Tid er forbi!

Vi hilse eder igjen, nordiske Højskoler, og vi hilse tillige Dig,

den fjærneste i Rummet, af hvem vi ogsaa vide, at der i Dag sendes

os varme Ønsker, den Højskole, til hvis berømmelige K rans af

M inder i V idenskabens og Skjaldekunstens R ig er Nutiden vil føje

den at have fostret en Søn, hvis Stordaad det er, i de nordiske

Isegne at have naaet et Maal, v ig tigt for Videnskaben, v ig tig t for

Verdensinteressen og særlig for det store R ige, til hvilket Finland

er k nyttet.

Vi takke eder alle for eders Ønsker og for Fortidens fælles

Minder, og vi knytte hertil vort Ø n ske: Gid vore nærmeste aandelige

Frænder, de andre nordiske Højskoler, maa blomstre længe, kraftig

som før, saa længe, som de endnu have en Opgave at løse i Fæ d re

landenes, i Nordens, i Videnskabens Interesse! E t Leve for dem!

D enne Tale frem kald te fø rst en T ak fra G rev H e n n i n g

H a m i l t o n , der y tred e:

P å de svenska universitetens vagnar anhåller jag att få ut-

try ck a vår lifliga tacksamhet for den skål, som blifvit de till denna

hogtid inbjudna universiteten egnad. D jupt kånna universiteten i

Upsala och Lund betydelsen af denna fest, som i minnet återkallar

fyra århundradens troget och tråg et arbete i vetenskapens tjenst.

W id den tid, då universiteten i Kopenhamn och Upsala grundlades,

hade det Skandinaviska Norden en kort tid varit forenadt, men åter

blifvit splittradt, och den forening, hvilken annu en gång foljde, for-

mådde ej fy

a den klyfta, som åtskilde folkens sinnen och hjertan.

De hafva sedan gått hvart och ett sin vag, men i sjelfva verket till

samma mål, och detta mål, — en stigande kultur, en sjelfstandig

utveckling af de skandinaviska folkens andliga kraften — har va-

sendtligen varit dem af universiteten anvisadt.

F rån dem har och

till ej ringa del u tg ått den kansla af upprigtig tillgifvenhet mellan

de Skandinaviska folken, hvilken funnit sin skonaste bekråftelse i det

band, som forenar v å ra ykonungahus.

Med tacksamhet och broderligt

deltagande erkanna universiteten i Upsala och Lund, a tt Kopen-

hamns universitet under århundraden v arit en ljuskalla, från hvilken

icke blott vetenskaplig odling utstrommat ofver norden, utan och